Uvished om krigen i Ukraine sender flere og flere russere til astrolog

Solen skinner lige bag Kremls Spasskaja-tårn med stjernen og Vasilij-katedralen i Moskva ved solnedgang den 19. april 2022. Stadig flere russere viser interesse for himmellegemerne, mens krigen i Ukraine raser. De går til astrolog for at høre, om der bliver atomkrig, og om sønnen vender levende hjem fra slagmarken. Foto: Kirill Kudryavtsev/Ritzau Scanpix

Krigen i Ukraine har afskåret Rusland fra Vesten. Det får stadig flere russere til at besøge astrologer for at finde ud af, hvad der er i vente for deres land.

Offentliggjort Sidst opdateret

Kommer der atomkrig? Vinder Rusland offensiven i Ukraine? Overlever min søn?

Mens Rusland presser på med sin militære intervention i Ukraine, søger flere og flere russere mod astrologer.

I Sankt Petersborg, Ruslands næststørste by, tager Elena Korolijova imod klienter i sin lejlighed. Mellem de mange bøger på reolerne huserer hendes to katte.

- Folk vil vide, hvad der bliver af Rusland, nu da landet er afskåret fra resten af verden, siger den 63-årige astrolog.

I årevis har psykologer, astrologer og medier været populære i Rusland. Specielt i turbulente perioder har der været en stigende efterspørgsel efter deres tjenesteydelser.

Og nu, da Rusland er ramt af en bølge af hidtil usete sanktioner på grund af angrebet på Ukraine, vender flere og flere russere sig mod astrologerne for at få noget at vide om fremtiden.

Korolijova, gråhåret og uddannet filolog, er blevet populær i Sankt Petersborg via mund til mund-metoden.

Det var Ruslands præsident, Vladimir Putin, som satte krigen i Ukraine i gang i februar. Astrologer i Rusland og Ukraine er ikke enige om, hvad stjernerne siger om fremtiden. I Rusland siger astrologer, at Rusland bliver velhavende og verdens centrum. I Ukraine, at Putin er alvorligt syg og ikke lever efter marts 2023. Samme måned vil Rusland eksplodere, siger de ukrainske stjernelæsere. Foto: Mikhail Klimentyev/Ritzau Scanpix

Hun forsikrer sine klienter om, at fremtiden er god.

Moskva og Rusland vil ikke alene overleve den økonomiske storm fra sanktionerne. Rusland vil gå sejrrigt ud af striden.

- Den globale katastrofe intensiverer i september, men Rusland kommer ud af den stabilt og blomstrende, siger hun.

Hun tager 5000 rubler for en konsultation. Det er omkring 630 kroner.

Hun siger, at siden den 24. februar, da Ruslands præsident, Vladimir Putin, sendte Ruslands hær ind i Ukraine, er antallet af klienter i hendes lejlighed taget til.

Men hun vil ikke ud med noget tal.

Under angrebets første uge i februar blev antallet af søgninger på ordet "astrolog" fordoblet på Ruslands største søgemaskine, Yandex.

Den 19. februar, få dage inden angrebet, var der 42.900 søgninger på ordet. Den 5. marts var der 95.000.

I Moskva sidder den prominente astrolog Konstantin Daragan, der blev landskendt, da han ifølge egne oplysninger forudså coronapandemien.

Han siger også, at Rusland vinder i Ukraine og i sine sammenstød med Vesten.

- Rusland bliver verdens centrum efter konflikten, forudså han for nylig på de sociale medier.

Daragan er oprindeligt flyingeniør og kommer fra Ukraines Donbas-region, som Rusland prøver at erobre.

Han er nu blevet astrolog og hævder, at han tidligere har været rådgiver for såvel ministre som bankfolk og endda ansatte i Ukraines efterretningstjeneste.

Han rejste til Moskva i 2014, da det provestlige styre tog over i Ukraine.

Han støtter Ruslands intervention i Ukraine, selv om hans hjemby, Lysytsjansk, er blevet smadret under kampene.

Lige nu er der boom i hans forretning.

Antallet af elever i hans "Skole for Klassisk Astrologi" er fordoblet til 200 siden Ruslands angreb på Ukraine.

Aleksej Levinson er sociolog og fra det uafhængige forskningsinstitut Levada. Han siger, at forsøg på at tyde stjerner er en måde at finde en slags fornuft for mange "forvirrede" russere.

- De står over for et univers, der er kollapset. Nogen foretrækker stjerner som vejledere snarere end deres ledere, mener Levinson.

- I dag er astrologi en slags psykoterapi eller en ny religion.

/ritzau/AFP

Stjernerne i Ukraine

* Astrologi er også populært i Ukraine i denne tid, og her siger stjernerne noget andet end i Rusland.

* - Saturn er tegn for Rusland, Uranus er tegn for Ukraine. Vores sejr er umiddelbart forestående, siger den ukrainske astrolog Angela Pearl i en video, der er set på internettet af over en million mennesker siden midten af maj.

* Olena Umanets, en anden ukrainsk astrolog, siger, at ukrainere kommer for at høre, "om der kommer atomkrig, "om de skal forlade deres land", og "om deres kære er i fare".

* Den 38-årige Umanets forudser, at "Rusland eksploderer i marts 2023".

Kilde: AFP.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu