Våbenhvile bringer forsigtigt håb til Yemens befolkning
Præsident Abd Rabbu Mansour Hadi og hans internationalt anerkendte regering i Yemen blev styrtet af houthi-oprørere i 2015. Han flygtede efterfølgende i eksil i Saudi-Arabien. (Arkivfoto) Foto: Abduljabbar Zeyad/Reuters
Abduljabbar Zeyad/Reuters
Kampene i Hodeida er stoppet. Det kan afværge total hungersnød, vurderer dansk sikkerhedsrådgiver i Yemen.
Mere end halvdelen af Yemens befolkning på 29 millioner mennesker sulter, og 22 millioner mennesker vurderes til at have brug for hjælp.
FN beskriver det som den største nuværende humanitære katastrofe i verden.
Senest er en våbenhvile med FN's hjælp indgået mellem regeringsstyrkerne og Houthi-oprørerne i Hodeida, og det har bragt et håb til de civile.
Danske Siris Hartkorn bor i Yemens hovedstad, Sanaa. Hun er medstifter af sikkerhedsfirmaet Safer Yemen, der blandt andet rådgiver FN i de politiske forhandlinger.
Hartkorn forklarer, at kampene i havnebyen Hodeida endelig stort set er stoppet. De beretninger, der natten til tirsdag kom frem om fortsatte kampe i Hodeida, var små sammenstød og provokationer mellem grupperingerne.
- Set i en kontekst, hvor de to parter ikke har kunnet forhandle i to år, så er det her et stort gennembrud. Det, at de har siddet sammen og har kunnet lave aftaler.
- Våbenhvilen i forhold til Hodeida er afgørende for at stoppe den her hungersnødskrise, siger hun.
Hun fortæller om bombardementer, der har ramt civile næsten hver dag de seneste tre år. Centralbanken er reelt lukket, og de offentligt ansatte har ikke fået løn i to år.
- Kolera, sult og luftbombardementer er hverdag for Yemens indbyggere.
- Situationen i landet er meget, meget kritisk lige nu. Alle yemenitter holder vejret og håber, at det her vil lykkes (våbenhvilen, red.).
En importblokade til landet ført an af Saudi-Arabien er med til at føre befolkningen ud i hungersnød. Medicin og mad kommer enten ikke ind i landet eller er for dyrt.
- De civile lider under en økonomisk politik fra Saudi-Arabien, der er gået efter at udsulte Houthi-rebellerne. Men rebellerne er ikke blevet ramt så hårdt som Yemens civile.
- Der er ingen veje ud af landet, og det er derfor, at vi ikke ser nogen flygtningestrømme. Lufthavnen har været lukket, og der er ikke andre veje ud, fordi de er omgivet af de lande, som er involveret i krigen, siger hun.
Den nuværende våbenhvile er ifølge Hartkorn skrøbelig, da flere tropper på regeringssiden, der har omringet Hodeida, er støttet af de De Forenede Arabiske Emirater, og ikke anser sig som en del af fredsaftalen.
Tropperne er en del af den saudiarabiske koalition, men de er ikke under kontrol af regeringen.
- Det er Emiraterne, der har kontrollen, og de var ikke med til at lave aftalen. Derfor har flere af deres grupper allerede sagt, at de ikke har noget ansvar for at opretholde våbenhvilen, fordi de ikke var med til forhandlingerne, siger hun.
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde