Våbenhvile kan være brudt: Granatangreb nær Donetsk
Der har været langvarige granateksplosioner nord for den østukrainske by Donetsk, siger et vidne til Reuters.
Tidligt søndag morgen meldes der om langvarige granateksplosioner nord for den østukrainske by Donetsk, beretter et Reuters-øjenvidne, der har set sort røg fylde himlen.
Granateksplosionerne skete i et område nord for Donetsk nær storbyens lufthavn, som har været i hænderne på ukrainske regeringsstyrker, selvom prorussiske oprørere kontrollerer byen.
Oprørerne siger, at lufthavnen nu er tom, og at kampene er centreret tæt ved et militær område.
- Lyt til lyden af våbenhvile. Der er gang i en ordentlig kamp der, siger en bevæbnet oprører med slet skjult ironi.
Meldingerne kommer, efter at en journalist fra Reuters sent lørdag aften oplyste, at der var hørt skud øst for havnebyen Marjupol længere mod syd ved den russiske grænse.
Dermed kan våbenhvilen mellem Ukraine og de prorussiske separatister, der trådte i kraft fredag eftermiddag, være brudt.
Ruslands præsident, Vladimir Putin, og Ukraines præsident, Petro Porosjenko, meddelte ellers lørdag eftermiddag, at de var enige om de nødvendige skridt for at sikre, at våbenhvilen holder.
De "understregede behovet for maksimal involvering fra Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) for at overvåge situationen", og de er enige om "samarbejde for at sikre ukrainsk og internationale humanitær hjælp", lød det i en erklæring fra Porosjenkos kontor.
Våbenhvilen er formuleret i en plan bestående af 12 punkter og er udarbejdet af repræsentanter fra Ukraine og de prorussiske separatister med deltagelse af repræsentanter fra OSCE.
Omkring 2600 mennesker har siden foråret mistet livet under kampene mellem de ukrainske soldater og separatisterne i det østlige Ukraine, hvor separatisterne har erklæret uafhængighed.
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned