Våbenhvile måske brudt: Skud hørt i det østlige Ukraine
Tungt artilleri er angiveligt blevet affyret øst for havnebyen Marjupol i det østlige Ukraine.
Våbenhvilen mellem den ukrainske regering og prorussiske separatister i den østlige del af landet er muligvis brudt, et døgn efter at de stridende parter indgik aftalen.
En journalist fra nyhedsbureauet Reuters oplyser, at der er hørt skud øst for havnebyen Marjupol sent lørdag aften lokal tid.
- Der har været et angreb, men vi har ingen oplysninger om tilskadekomne, siger en ukrainsk officer til Reuters.
Journalisten har yderligere set et industrielt anlæg, en lastbil og en tankstation i brand i området omkring Marjupol nær den russiske grænse.
Udsendte for nyhedsbureauet AFP meddeler om "en række høje eksplosioner og tyk røg i horisonten" øst for byen.
Tidligere har området dannet ramme om en række blodige kampe mellem prorussiske oprørere og det ukrainske militær.
Våbenhvilen trådte i kraft fredag aften, og bortset fra, at de prorussiske separatister og den ukrainske hær få timer efter beskyldte hinanden for at skyde med raketter og artilleri nær storbyen Donetsk, blev der i løbet af lørdag meldt om ro langs kamplinjerne i det østlige Ukraine.
Omkring 2600 mennesker har siden foråret mistet livet under kampene mellem de ukrainske soldater og separatisterne i det østlige Ukraine, hvor separatisterne har erklæret uafhængighed tidligere på året.
Våbenhvilen er formuleret i en 12-punktsplan og udarbejdet af repræsentanter fra Ukraine og de prorussiske separatister med deltagelse af repræsentanter fra den europæiske sikkerhedsorganisation OSCE.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned