Våbenprotest samler tusinder i Washington

Foto: Brendan Hoffman /Scanpix

Med krav om en stramning af våbenloven gik tusindvis af mennesker lørdag gennem Washington i et demonstrationsoptog.

Offentliggjort Sidst opdateret

Foruden politikere og skuespillere som Kathleen Turner talte demonstrationen også omkring hundrede indbyggere fra Newtown, Connecticut. Her fandt det skoleskyderi sted, som genantændte debatten om våben i USA.

Demonstranterne kræver landsdækkende forbud mod salg af automatvåben som dem, en ung mand brugte til at dræbe 20 børn, seks ansatte, sin mor og til sidst sig selv på Sandy Hook-skolen i Newtown.

Halvvejs mellem Det Hvide Hus og Kongressen, hvor demonstrationen sluttede, talte undervisningsminister Arne Duncan til de tusinder af forsamlede.

Han afviste, at lørdagens demonstration handlede om det sted i forfatningen, hvor det siden 1791 har stået skrevet, at amerikanerne har ret til at eje våben.

- Det handler om våbenansvar, om våbensikkerhed, om færre døde amerikanere og færre døde børn, sagde han ifølge CNN.

Mange af demonstranterne bar plakater med billeder af nogle af ofrene for skoleskyderiet, heriblandt flere børn i seksårsalderen.

En af arrangørerne bag protestmarchen, Molly Smith, siger til tv-stationen CNN, at mange af deltagerne er almindelige mennesker, der for nogles vedkommende går med i en demonstration for første gang.

Demonstrationen var den første større af slagsen siden skolemassakren for to måneder siden.

Tilsvarende protester fandt sted i omkring en halv snes andre byer rundt om i USA, skriver USA Today.

/ritzau/