Vaccinenægtere i Filippinerne bliver truet med fængsel
Filippinernes præsident er træt af medborgere, som ikke følger regeringens anvisning om at blive vaccineret.
Filippinernes præsident, Rodrigo Duterte, truer borgere, der nægter at lade sig vaccinere mod covid-19, med fængsel.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
- Du bestemmer selv. Bliv vaccineret eller jeg får dig fængslet, siger Duterte i en tv-tale mandag.
Udmeldingen kommer efter meldinger om lavt fremmøde ved vaccinationscentre i hovedstaden Manila.
- Forstå mig ret. Landet befinder sig i en krise. Jeg er bare oprørt over filippinere, der ikke følger regeringens anvisninger, siger Duterte.
Frem til 20. juni er 2,1 million fuldt vaccineret i landet med 110 millioner indbyggere. Regeringen har et mål om, at 70 millioner skal være vaccineret inden årets udgang.
Præsident Duterte, der er blevet kritiseret for en hård tilgang for at inddæmme smittespredning fra coronavirusset, oplyser i tv-talen, at hans beslutning om ikke at genåbne skoler står ved magt.
Filippinerne kæmper aktuelt med et af de værste udbrud af coronasmitte i Asien. Der er konstateret over 1,3 millioner smittetilfælde og over 23.000 dødsfald i landet.
Det seneste døgn lyder opgørelsen fra Filippinerne på næsten 5300 nye smittetilfælde og 128 nye dødsfald ifølge Worldometers.
Den særligt smitsomme virusvariant kendt som Delta, der først blev opdaget i Indien, er der konstateret mindst 17 smittetilfælde af i Filippinerne, skriver avisen The Manila Times.
Det fik mandag præsident Duterte til at foretage en kovending med hensyn til ansigtsvisirer. På en pressebriefing tidligere mandag meddelte hans talsmand, Harry Roque, at der ikke længere er krav om at bære visirer udendørs.
Men senere mandag trak Duterte den udmelding tilbage.
- I henhold til råd fra sundhedseksperter og i lyset af Delta-varianten erklærer Duterte, at det stadig er obligatorisk at bære visirer både indendørs og udendørs, meddelte talsmanden.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned