Vaccinerede israelere kan fra søndag gå på café og restaurant
Fra søndag kan israelere igen gå på café og restaurant. Dog bliver der skelnet mellem, om man er vaccineret eller ej. (Arkivfoto) Foto: Menahem Kahana/Ritzau Scanpix
Menahem Kahana/Ritzau Scanpix
Israelere, der ikke har haft coronavirus eller modtaget begge vaccinestik, må kun sidde udendørs på caféer.
Den israelske regering har besluttet at lempe sine coronarestriktioner yderligere.
Det betyder, at restauranter og caféer får lov at slå dørene op igen fra søndag under visse betingelser, fortæller premierminister Benjamin Netanyahus kontor lørdag aften.
Men der bliver ikke ens muligheder for alle. For mens borgere, der kan vise et såkaldt "grønt pas", må sidde indendørs på spisesteder, må uvaccinerede gæster kun sidde udendørs.
Det grønne pas kan man kun få en uge efter sin anden coronavaccination, eller hvis man er raskmeldt efter covid-19.
Studerende med det grønne pas får også lov at vende tilbage til deres universiteter fra søndag. Uvaccinerede studerende vil stadig kun kunne følge med i undervisningen online.
Regler om at holde afstand og spritte af gælder stadig for alle Israels borgere.
Vaccineudrulningen i landet har været en af de hurtigste i verden. I Israel, hvor der bor godt ni millioner indbyggere, har mere end 4,9 millioner mennesker indtil videre modtaget det første vaccinestik. Omkring 3,7 millioner har også fået stik nummer to.
Israel er ifølge Jerusalem Post det land i verden, som samlet set har tilbragt længst tid under nedlukning.
I slutningen af februar blev der også taget skridt mod en genåbning af landet. Her fik indehavere af det grønne pas adgang til fitnesscentre, kulturbegivenheder, swimmingpools, hoteller og synagoger.
Landets seneste nedlukning begyndte i slutningen af december, men er i de seneste uger gradvist blevet slækket regionalt.
Byer med høje smittetal må opretholde en række restriktioner. Byer medmindre smitte har færre restriktioner og har blandt andet kunnet genåbne skoler i begrænset omfang.
Seneste artikler
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker