Vælgere i Iowa sier republikanere fra

Texas guvernør, Rick Perry, lå på et tidspunkt rigtig lunt i svinget som en af Republikanernes favoritter til at opnå titlen som førsteudfordrer til Barack Obama ved præsidentvalget senere på året.

Men så begyndte han at deltage i tv-debatter.

De republikanske vælgere i Iowa har som de første peget på en frontfigur, og det blev dødt løb mellem den tidligere Massachusetts-guvernør Mitt Romney og tidligere senator Rick Santorum.

Perry, som er den kandidat, der har brugt absolut flest penge på kampagnen, måtte derimod tage til takke med en skuffende femteplads ud af de seks opstillede kandidater og genovervejer nu sin fremtid.

- Jeg vil nu rejse hjem til Texas for at nærstudere resultatet og for at overveje, om der en vej fremad for min valgkamp, siger Rick Perry.

De kiksede tv-optrædener, hvor Perry ved flere lejligheder gik helt i stå eller i bedste fald fik afleveret noget værre sludder, menes at være årsag til det ødelæggende resultat ved vælgermøde-afstemningen i Iowa.

I Virginia har det Republikanske Parti meddelt, at Rick Perry ikke kan stille op til primærvalg i staten, fordi han har indleveret for få underskrifter.

Dermed tyder alt på, at texaneren trækker sig fra kapløbet.

Den største taber i Iowa blev Teaparty-bevægelsens kandidat, Michelle Bachmann, der også tidligere har lignet en stærk kandidat i meningsmålingerne.

Men i Iowa blev det kun til fem procent af stemmerne (med 99 procent optalte stemmer), på trods af, at Bachmann er født i staten og har besøgt samtlige 99 kommuner i løbet af sin valgkampagne.

Alligevel lovede hun i sin tale til tilhængerne tirsdag aften at fortsætte kampen.

- Der er fortsat mange flere kapitler, som skal skrives på vores vej mod nomineringen, siger Michelle Bachmann.

/ritzau/

Inden afstemningen i Iowa har de republikanske kandidater på skift været favorit. Nu ser det sort ud for nogle

Offentliggjort Sidst opdateret