Værdien af kunst solgt på det internationale marked falder dramatisk

Den spanske kunstner Pablo Picasso er her fotograferet med sin kone, Jacqueline, i 1971, da han var 89. Handel med Picasso-kunstværker regnes i kunstbranchen som en målestok for, hvordan kunstmarkedet har det. Og i fjor blev der handlet Picasso-kunst for en tredjedel mindre end i 2023. (Arkivfoto). Foto: Raph Gatti/Ritzau Scanpix

Hvis pensionsopsparingen står i kunst, som skal sælges for at forsøde alderdommen, er der dårlige nyheder. Værdien er nede med en tredjedel.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det er let at blive forført af medgang og troen på, at værdifulde indkøb holder deres værdi. Det kan være en Novo-aktie, der i flere år bare er steget og steget, indtil alle så bliver overraskede over et pludseligt fald.

Det kan være ting, der rammes af mere permanente forandringer som for eksempel et hus med havudsigt. Nu kan klimaforandringer tage toppen af prisen for altid.

Eller det kan være værdien af kunst. Den er ikke ramt af en permanent nedtur, men den er lige nu ramt af den største nedtur i mange år.

Der kom et varsel om, at noget er i gære i december 2024. Da blev der delt fyresedler ud hos et af verdens ældste auktionshuse, nemlig Sotheby's, grundlagt i den britiske hovedstad, London, i 1744.

Sotheby's lever blandt andet af at sælge noget af markedets fineste kunst.

100 ansatte blev afskediget - seks procent af husets globale arbejdsstyrke.

Nu er der kommet tal for det globale salg af kunst i 2024, og det fortæller, at der er sket noget drastisk.

Det franske konsulenthus Artprice indhenter data fra auktionssalg af kunst verden rundt.

De tørre tal siger ifølge nyhedsbureauet AFP, at salget af kunst på auktion i 2024 faldt med 63 procent i forhold til 2023.

Værdien af solgt kunst i 2024 var på 9,9 milliarder dollar - 69,3 milliarder kroner.

Det er det laveste beløb siden 2009.

Det betyder ikke, at kunst er på vej over i historien som røde postbude og breve af papir.

Men lige nu er der nedtur i alle de store centre for kunsthandel. New York var i fjor nede med 29 procent, London var nede med 28 procent og Paris faldt 21 procent.

Faldet tilskrives ifølge eksperter generel økonomisk usikkerhed. I Kina er økonomien svækket, og det har sat sig i salget af kunst.

Det kunne måske have hjulpet på omsætningen, hvis verdens dyreste maleri var kommet til salg hos et auktionshus. Det er "Salvator Mundi" af Leonardo da Vinci. Det blev solgt på en Christie's-auktion den 15. november 2017 for 450 millioner dollar. Det menes, at køberen var Saudi-Arabiens kronprins, Mohammed bin Salman, men maleriet er ikke set offentligt, siden det blev solgt. Billedet er taget den 22. oktober 2017 i Christie's auktionshus i London. (Arkivfoto). Foto: Tolga Akmen/Ritzau Scanpix

I 2023 købte kinesere kunst på auktioner for 4,9 milliarder dollar. I 2024 var det 1,8 milliarder dollar.

- De store samlere er blevet mere tøvende, siger Thierry Ehrmann, grundlægger af Artprice, til AFP.

Værker af den spanske kunstner Pablo Picasso, der døde som 91-årig i 1973, regnes for en vejrhane for markedet. I 2024 blev der globalt solgt Picasso-værker for 224 millioner dollar, mens tallet i 2023 var 597 millioner dollar.

Markedet har været i tilbagegang siden 2021, og AFP påpeger, at afmatningen kan være selvforstærkende. Kunsthandlere venter med at sætte deres værker på auktion, indtil de kan få en bedre pris.

Eksperter har nogle forklaringer på, hvorfor markedet faldt så voldsomt i fjor.

Der var krigene i Gaza og Ukraine, der var valg i toneangivende lande, herunder USA, og så var der renterne, som var højere, end de har været i en årrække.

Det gør det dyrt at låne penge til at købe et kunstværk.

Det er ikke sådan, at handlen med Picasso-kunst stod helt stille i fjor. Billedet er fra Sotheby's auktionshus den 24. oktober 2024, da Picasso-værket "Buste De Femme" blev solgt. (Arkivfoto). Foto: Eduardo Munoz Alvarez/Ritzau Scanpix

Eksperter i kunsthandel venter, at når de økonomiske vinde vender, vil kunstmarkedet også vende.

Lindsay Dewar fra konsulentfirmaet ArtTactic i London siger, at hvis velhavere rammes af økonomisk nedtur, så rammes kunsten også.

- Kunst er det første luksusgode, man stopper med at købe, når man kan skal konsolidere sig, siger hun til AFP

- Derfor vil positive økonomiske nyheder ret hurtigt kunne mærkes på kunstmarkederne.

/ritzau/

Kunsthandel i krise

* Den globale kunsthandel hos auktionshuse er på et år faldet med 63 procent. Men det er overvejende fald i handel med de mere kostbare værker, der er skyld i nedgangen.

* Antallet af kunstgenstande, som blev solgt på auktioner, steg i 2024 i forhold til 2023, selv om værdien af den samlede handel faldt. Stigningen i antallet af handlede kunstgenstande var fem procent. Der blev handlet omkring 800.000 værker.

* Aktiviteten i den nederste del af markedet har været solid og er gået fri af nedgangen. Den nederste del er i denne her forbindelse 50.000 dollar - 350.000 kroner - eller mindre.

* Nogle handler har også overrasket. En AI-genereret robot har lavet et portræt af den engelske matematiker Alan Turing. Han regnes for en af fædrene til den moderne computer og ledte under Anden Verdenskrig det arbejde, der endte med at knække Nazitysklands kodemaskine Enigma. Portrættet blev i november 2024 solgt på en auktion hos Sotheby's for én million dollar, 10 gange mere end ventet.

Kilde: AFP.

/ritzau/

Kinesere står bag en stor del af købet af kunst på det globale marked. Billedet er fra Kinas Nationale Kunstmuseum i Kinas hovedstad, Beijing, den 11. januar 2024. Foto: Wang Zhao/Ritzau Scanpix

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu