Vagthund: Kina bruger tvangsarbejdere i aluminiumsproduktion
Human Rights Watch skriver i rapport, at tvangsarbejdere medvirker til at producere aluminium i Xinjiang.
Der er udbredt brug af tvangsarbejde i den kinesiske aluminiumsindustri, som forsyner internationale bilproducenter med aluminium.
Sådan lyder det torsdag i en rapport fra menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch (HRW).
Ifølge organisationen er der troværdige beviser for, at producenterne i regionen Xinjiang deltager i statsdrevne programmer, som bruger uighurer og andre muslimske minoritetsgrupper til tvangsarbejder.
- Bilproducenterne ved ganske enkelt ikke, hvor omfattende koblingen mellem tvangsarbejde i Xinjiang og forsyningskæderne med aluminium er, siger seniorforsker ved HRW Jim Wormington i rapporten.
- Forbrugere bør vide, at deres biler måske kan indeholde materialer forbundet med tvangsarbejde eller andre overgreb i Xinjiang.
Aluminium anvendes i en række bildele. Delene havner i biler, som produceres både i Kina og andre lande.
Ifølge Human Rights Watch anvender bilproducenter såsom General Motors, Tesla, BYD, Toyoto og Volkswagen aluminium, som kommer fra Xinjiang.
Konklusionen fra HRW lyder, at bilproducenterne enten ikke ved eller ikke vil oplyse, hvor aluminiummet stammer fra.
Det er dog sandsynligt, at aluminiummet stammer fra Xinjiang. Over 15 procent af alt aluminium, som produceres i Kina - eller ni procent af alt aluminiumsproduktion i verden - foregår i Xinjiang.
Menneskerettighedsorganisationer har i årevis rapporteret om, hvordan kinesiske myndigheder sender hundredtusinder uighurer og medlemmer af andre minoritetsgrupper til fangelejre i Xinjiang.
Kinesiske myndigheder benægter dette og hævder, at der er tale om omskoling og arbejdstræning.
/ritzau/
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker