Valg forlænget på 300 af Nigerias valgsteder
Tekniske problemer med elektronisk udstyr, som aflæser vælgernes valgkort, forlænger valg i Nigeria.
Valget i Nigeria fortsætter søndag på 300 af landets i alt 150.000 valgsteder, fordi der har været tekniske problemer med det elektroniske udstyr, som aflæser vælgernes valgkort, oplyser Valgkommissionen.
- Det er kun omkring 300 valgsteder ud af 150.000, siger en talsmand for Den Uafhængige Nationale Valgkommission.
Mindst syv mennesker er blevet dræbt under valghandlingerne. Den militante islamistiske bevægelse Boko Haram, der støtter IS, mistænkes for at stå bag volden under præsidentvalget lørdag.
På valgdagen kom det også frem, at formodede medlemmer af Boko Haram halshuggede 23 mennesker og satte ild til flere hjem i Buratai i det nordøstlige Nigeria dagen før præsident- og parlamentsvalget.
Det siger et medlem af landets parlament, og det bekræftes af hospitalskilder i byen, der ligger godt 200 kilometer fra regionens hovedstad, Maiduguri.
Boko Haram, der har stået bag flere massebortførelser af hundredvis af kvinder og børn, har erklæret troskab over for Islamisk Stat, der i fjor udråbte et kalifat i dele af Syrien og Irak.
Siden 2009 er over 13.000 mennesker blevet dræbt af Boko Haram, mens 1,5 millioner andre er blevet drevet på flugt fra deres hjem.
Blandt de dræbte på valgdagen er en nigeriansk soldat, som blev skudt ned i et baghold ved den sydlige olieby Port Harcourt. To andre angreb skete i nabolandsbyerne Birin Bolawa og Birin Fulani - i delstaten Gombe, hvor den islamistiske gruppe har skabt uro gentagne gange.
68,8 millioner vælgere kan vælge mellem 14 præsidentkandidater.
Storfavoritterne er nuværende præsident Goodluck Jonathan og Muhammadu Buhari, som tidligere har stået i spidsen for et militærregime - han kalder sig nu demokrat.
Myndighederne har taget deres forholdsregler for valghandlingen, der ofte ikke går stille for sig i Afrikas mest folkerige land med 173 millioner indbyggere.
Seneste artikler
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet