Valg i Holland: Tvivlerne afgør knivskarp duel

Valglokalerne i Holland åbnede klokken 7.30 onsdag morgen, og dagens parlamentsvalg vil blive et tæt løb mellem den siddende liberale premierminister, Mark Rutte, og den nye stjerne i det socialdemokratiske parti, Diederik Samsom.

Offentliggjort Sidst opdateret

Over 12 millioner hollændere er stemmeberettigede. Der skal vælges 150 nye medlemmer til parlamentet.

Valget, der har fokuseret på den trængte økonomi og forholdet til Europa, navnlig det gældsplagede sydlige Europa, er afgjort, når den sidste stemme er lagt i stemmeurnen klokken 21.00.

De første valgstedsmålinger ventes at være klar umiddelbart efter.

Valgkampen er blevet fulgt med stor interesse uden for Hollands grænser.

Ingen aner, hvad resultatet bliver, og spændingen er stor.

Først og fremmest fordi halvdelen af vælgerne endnu ikke havde valgt side få dage før valgdagen. Meningsmålinger tyder på dødt løb mellem højrefløjen og venstrefløjen.

Den økonomiske nedtur, spareprogrammer og krisepakker står øverst på dagsordenen. Krisen har ramt de 12,5 millioner hollænderes pengepung hårdt.

Det var uenighed om en sparepakke, der skulle bringe Hollands underskud på statsbudgettet ned på de tre procent, som EU forlanger, der fik den regerende højrefløjskoalition under statsminister Mark Rutte til at kollapse.

Den borgerlige Mark Rutte, der leder det liberale Folkeparti for Frihed og Demokrati, VVD, vil bringe Holland ud af krisen ved at spare og skære ned i det offentlige.

Det er ikke faldet i god jord. Og det socialdemokratiske PvdA og det venstreorienterede Socialistparti, SP, har med løfter om mindre besparelser og nye investeringer vundet mange vælgere over til sig og ligger side om side med Folkepartiet, viser meningsmålinger.

Fremgangen tilskrives i høj grad partiets ny leder, Diederik Samsom. Han er tidligere Greenpeace-aktivist og atomfysiker.

Med sin ligefremme optræden har han vundet alle tv-debatter, og, siger iagttagere, givet et mindre smertefuldt bud på at løse krisen.

Men selv om Folkepartiet og PvdA giver hvert sit bud på at løse krisen, tror politiske iagttagere, at en regeringskoalition mellem de to og et mindre parti kan blive udgangen på valget.

Også Socialistpartiet (SP) og dets karismatiske leder, Emile Roemer, er imod store besparelser og EU's budgetkrav. SP har dog tabt en del af sin opbakning de seneste uger, primært fordi Socialdemokraterne er gået frem.

Det indvandrerkritiske og EU-fjendtlige Frihedsparti under ledelse af Geert Wilders, der siden 2010 har støttet Ruttes regering, ser ud til at gå markant tilbage og miste en fjerdedel af sin opbakningen og gå fra 24 til 18 mandater.

/ritzau/