Valg i Indonesien baner vej for præsidentskifte
Det indonesiske oppositionsparti Pdi-p fører i stemmeoptællingen efter onsdagens parlamentsvalg, men det vil næppe få stemmer nok til, at det uafhængigt kan opstille dets egen præsidentkandidat, viser en hurtig valgstedsmåling foretaget af tænketanken Csis.
Pdi-p har ifølge optællingen fået flest stemmer med en opbakning på omkring 19 procent, hvilket er noget mindre end de 25 procent, som mange havde ventet.
Valgets andenplads går til Golkar-partiet, som står til at få 14 procent af stemmerne. Tredjepladsen går til Gerindra-partiet, der får 12 procent.
Iagttagere siger, at Pdi-p formentligt får brug for en regeringspartner, som skal være med til at sikre, at partiet kan opstille dets frontfigur, Joko Widodo, som præsidentkandidat ved det snarlige præsidentvalg.
Indonesiens islamiske partier, der har været i tilbagegang i flere år, overraskede ved samlet at få 32 procent af stemmerne.
Det officielle valgresultat ventes først i maj.
Langt de fleste af Indonesiens 250 millioner indbyggere opfatter parlamentsvalget som en optakt til præsidentvalget.
Som guvernør i Jakarta er Joko Widodo, der kaldes Jokowi og fremstår som valgets stjerne, topfavorit til at blive den næste præsident i Indonesien. Præsidentvalget finder sted den 9. juli.
Indonesien er stadig i gang med en demokratiseringsproces, efter at den tidligere autoritære leder Suharto måtte afgive magten for 16 år siden. Sidan da har landet haft fire præsidenter, ligesom skiftende partier har været ved magten.
Den udbredte tiltro til, at Jokowi vil blive præsident, og at hans parti vil få et godt valg, har fået aktiekurserne og valutaen, rupiahen, til at stige. Aktiemarkedet er i år steget 15 procent.
Indonesien, der i år ventes at få en økonomisk vækst på fem procent, er verdens tredjestørste demokrati.
De fleste indonesere anser parlamentet for at tilhøre landets mest korrupte institutioner, viser opgørelser fra den globale, partipolitisk uafhængige ngo Transparency International.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde