Valg i Malaysia kan ændre politisk landskab
Der var mange steder kilometerlange køer, da et rekordstort antal vælgere søndag gik til stemmeurnerne i Malaysia ved et valg, der kan føre til et historisk magtskifte efter 56 år med den samme regering.
Landet, der har 28, 3 millioner indbyggere, har befundet sig i en opslidende valgkamp i månedsvis. Valgresultatet, der ventes søndag, kan blive så tæt, at det måske vil blive omstridt på grund af beskyldninger om valgsvindel.
Malaysias premierminister, Najib Razak, er udfordret af oppositionslederen Anwar Ibrahim, som er tidligere finansminister, og som leder partiet Folkets Alliance (PR).
I 2008 blevet det politiske landskab i Kuala Lumpur ændret, da PR gik stærkt frem og den regerende koalition Den Nationale Front (BN) mistede sit faste totredjedelsflertal.
Ved søndagens valg ventes regeringskoalitionen at blive yderligere svækket - omend den nok vil beholde magten i kraft af stærk økonomisk vækst og nye sociale forbedringer.
Partiet The United Malays National Organisation (Umno) har gennem forskellige koalitioner haft magten, siden Malaysia blev selvstændig i 1957 - men oppositionen synes nu på vej mod en stadigt stærkere rolle.
Oppositionen har blandt andet lovet, at den vil gøre en ende på korruption og autoritær ledelse i landet.
Malaysia er økonomisk set en succeshistorie, og der har været relativt roligt mellem forskellige etniske grupper i landet.
Valget kan være den sidste chance for den 65-årige Anwar til at blive regeringsleder. Han er tidligere politisk stjerne i Umno, men han blev smidt ud og fængslet i seks år i 1998 efter en strid med den daværende premierminister, Mahathir Mohamad.
Anwars alliance omfatter et sekulært etnisk kinesisk parti og et islamistisk parti.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker