Valgkamp i Tyrkiet: I jordskælvsområdet er smilene gemt væk

Mens mange andre jordskælvsofre er blevet flyttet fra telte til containerhuse, må Tayfun Kök og hans otte familiemedlemmer fortsætte med at blive boende i et laset telt. Foto: Murat Tamer/Free

De fleste ofre for jordskælvene i Gaziantep bor stadig midlertidigt. Nogle er flyttet ind i containere og er taknemmelige, andre overnatter i tyndslidte telte.

Offentliggjort Sidst opdateret

- Utaknemmelige. I er utaknemmelige, udbryder en tildækket og helt sortklædt kvinde pludselig til en midaldrende mand.

Hun har netop overhørt ham sige, at han vil stemme på oppositionens præsidentkandidat, Kemal Kilicdaroglu.

- Spis Erdogans lort, råber manden efter hende.

- Jeg spiser den gerne. Hvad rager det dig, svarer hun med hævet stemme og arm.

Manden taler ind i en mikrofon og er omringet af nysgerrige og forargede blikke på en af indkøbsgaderne i byen Gaziantep i det sydlige Tyrkiet.

Normalt er denne by fuld af liv og smil. Der er stadig liv, men smilet er gemt væk.

I februar blev Gaziantep og flere andre byer ramt af voldsomme jordskælv, som har kostet mindst 50.000 mennesker livet og gjort over en million hjemløse.

Der er gået tre måneder, siden jordskælvene rev hundredtusinder af hjem fra hinanden.

Og inden længe - den 14. maj - er der valg i Tyrkiet. Den tyrkiske journalist Ebru Uzun Oruc er på gaden for at spørge de lokale, hvilken præsidentkandidat de vil stemme på.

Sammen med sin mand, Baris, har hun YouTube-kanalen "Sokak Kedisi", der betyder gadekat.

- I snart to år har vi forsøgt at give folket en stemme, og det er det, som vi kæmper for, siger hun.

Parret rejser rundt i Tyrkiet og laver gadeinterviews med fokus på politiske emner og magtkritik.

Det har haft sin pris. Verbale angreb og trusler er blevet en del af dagligdagen. Og i august sidste år blev Ebru Uzun Oruc og hendes mand angrebet af to bevæbnede mænd i Istanbul.

- Vi ville meget hellere nyde livet end at gøre det her og risikere vores liv, siger hun og tilføjer:

Mansur Öztürk og Duran Karaburc er flyttet ind i en ny containerby i Nurdagi, Gaziantep, efter at deres boliger er blevet ødelagt af jordskælvet i februar 2023. Det er bedre end et telt, men der er ikke noget som ens eget hjem, siger Duran Karaburc. Foto: Murat Tamer/Free

- Men hvis vi en dag bliver spurgt, hvad vi gjorde for at tage Tyrkiet ud af det nuværende mørke, vil vi gerne kunne sige, at vi gjorde, hvad vi kunne.

Den tildækkede kvinde råber til manden, som Ebru Uzun Oruc interviewer, at han er utaknemmelig, fordi han ikke vil stemme på Erdogan. Og hun truer med at melde ham til myndighederne.

Efter en måned med faste er valgkampen spidset til i Gaziantep, der er en af de store byer i landet. Og jordskælvet fylder meget her.

Et af de områder, der blev hårdt ramt af jordskælvet, er Nurdagi nær Gaziantep. Myndighederne har oplyst, at skaderne er så omfattende, at hele bydelen skal rives ned og bygges op på ny.

Nurdagi havde godt 41.000 indbyggere. Ifølge officielle tal har over 2000 mistet livet. Og langt størstedelen af indbyggerne overnatter stadig i containere og telte.

Mansur Öztürk og Duran Karaburc bor side om side i en ny containerby kaldet Nur, der betyder lys. De flyttede ind to måneder efter jordskælvet. Indtil da havde de boet i telte.

- Vi har det fint efter omstændighederne, men der er ikke noget som ens eget hjem, siger Duran Karaburc.

Præsident Recep Tayyip Erdogans parti AKP's lokale afdeling i Nurdagi, Gaziantep, er også blevet ødelagt af jordskælvene i februar 2023. Foto: Murat Tamer/Free

Containerbyen er placeret på en bakketop, og de mange ødelagte bygninger kan ses derfra.

De midlertidige containerhuse er typisk på omkring 15-20 kvadratmeter og består af to rum - en stue og et soveværelse.

En væsentlig opgradering fra teltene er, at de nu har fået eget bad og toilet.

Men der er allerede problemer med toilettets afløb hos Mansur Öztürk og Duran Karaburc. Urin og afføring løber ud under den hævede container. Pølen er også synlig fra indgangen.

- Det lugter selvfølgelig, og de skulle have fikset det i dag, men der er ikke kommet nogen, siger Mansur Öztürk.

Han vælger at tage forbi katastrofeberedskabets kontor igen med Duran Karaburc, men der er ingen til stede.

- Hvis alt går som planlagt, skal vi bo i de her containere i et til to år. Men vi har fået at vide, at det kan tage helt op til fem år. Der skal jo bygges en helt ny bydel, siger Duran Karaburc og tilføjer:

Den tyrkiske journalist Ebru Uzun Oruc interviewer lokale i Gaziantep, men interviewet bliver afbrudt af den sortklædte kvinde, da hun hører, at manden vil stemme på oppositionens kandidat, Kemal Kilicdaroglu. Foto: Murat Tamer/Free

- Må Gud belønne folket og regeringen for al deres hjælp og støtte.

Lige uden for containerbyen bor Tayfun Kök i et laset telt med otte familiemedlemmer. De venter stadig på en container.

- Jeg har ansøgt, og vi er blevet lovet en container, men der sker ikke noget. Vi får at vide, at der mangler et dokument, siger han og kalder regeringen uduelig.

Traditionelt er Gaziantep en by, hvor regeringspartiet AKP står stærkt. Ved det seneste præsidentvalg i 2018 fik præsident Recep Tayyip Erdogan næsten 64 procent af stemmerne.

/ritzau/

Seneste valgresultater i Gaziantep

* Der er godt 1,4 millioner borgere med stemmeret i Gaziantep.

* Ved det seneste præsidentvalg i 2018 fik Recep Tayyip Erdogan 63,9 procent af stemmerne.

* Og ved parlamentsvalget samme dag fik Erdogans alliance kaldet "Folkets Alliance" 64,1 procent af stemmerne.

* Ved det seneste lokalvalg i 2019, der kan sammenlignes med kommunalvalg i Danmark, fik AKP godt 54 procent af stemmerne. Den siddende borgmester i Gaziantep er Fatma Sahin fra AKP.

Kilde: Tyrkiets øverste valgmyndighed (YSK).

/ritzau/

Journalist Ebru Uzun Oruc rejser Tyrkiet rundt med sin mand og interviewer lokale om politiske emner. De udgiver på YouTube-kanalen kaldet "Sokak Kedisi", der betyder gadekat. Foto: Murat Tamer/Free
Ritzau Grafik. Foto: WER/Free

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu