Valgkandidat er blandt ti dræbte i Irak
Mindst ti personer er søndag blevet dræbt i forskellige angreb nord for den irakiske hovedstad Bagdad.
En af de døde er den sunnimuslimske politiker Najim al-Harbi, der var en af de førende kandidater til valget, som finder sted i landet om en uge. Seks andre dræbte er politimænd, oplyser nyhedsbureauet AFP.
Lørdag blev en anden valgkandidat skudt og dræbt i Salaheddin-provinsen, og for to uger siden blev 22 personer dræbt under et valgmøde i byen Baquba, der ligger 65 kilometer nordøst for Bagdad.
Der er sat mange spørgsmålstegn ved, hvor demokratisk det kommende valg, der finder sted den 20. april, vil blive. 14 valgkandidater er indtil videre blevet dræbt, og blot 12 af landets 18 provinser vil deltage i valget.
Urolighederne i landet er blusset voldsomt op i tiden op til valget, som er det første i Irak siden 2010 og det første, siden de amerikanske soldater trak sig ud af Irak i slutningen af 2011. Valget ventes at være en test af landets politiske stabilitet.
Alene i marts er der blevet dræbt 262 irakere i blodige bombeeksplosioner og skudepisoder.
Ingen har endnu taget ansvaret for de mange angreb, men sunnimuslimer med relationer til al-Qaeda har ofte stået bag lignende angreb på shiamuslimer, som de anklager for at støtte den irakiske regering, der ledes af shiamuslimer.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker