Valgkommission opfordrer afghanerne til at trodse faren

Tusindvis af afghanere har siden morgenstunden lørdag stået i kø ved valgstederne til anden runde af præsidentvalget, der bliver den første overgang mellem to folkevalgte præsidenter i Afghanistans historie.

Offentliggjort Sidst opdateret

Chefen for den afghanske valgkommission, Yousuf Nooristani, opfordrer sine medborgere til at trodse faren.

- Jeg opfordrer alle til at gå til valgstederne og afgøre deres egen skæbne på trods af udfordringer med sikkerheden, sagde han efter at have sat sit eget kryds ved et af landets valgsteder, der tæller 6365 stemmecentre og 23.136 mindre valgsteder.

Den afgående præsident, Hamid Karzai, er ikke på stemmesedlen, da han i henhold til forfatningen ikke kan genopstille. Han har siddet på posten siden overgangsregeringen i 2001 efter Taliban, og han er siden blevet valgt til posten i de to følgende femårige valgperioder.

Da Karzai lørdag afgav sin stemme ved Amani High School ude foran præsidentpaladset i Kabul, opfordrede han ligeledes sine landsmænd til at gå til stemmeurnerne.

- Afstemningen vil føre landet i retning af en bedre stabilitet, bedre regeringsførelse og et bedre liv, sagde han.

Efter første runde står valget mellem øjenlæge og tidligere udenrigsminister Abdullah Abdullah og tidligere finansminister Ashraf Ghani. Abdullah fik 45 procent af stemmerne, mens 32 procent stemte på Ghani ved den første valgrunde i april.

Begge kandidater har et budskab om forandring og opfordrer til et gennemsigtigt valg for at undgå beskyldninger om korruption og valgsvindel.

Ifølge flere embedsmænd udgør sikkerhedssituationen og valgsvindel de største bekymringer på valgdagen. Flere tusinder sikkerhedsstyrker er på gaderne i Kabul, og i alt er omkring 400.000 sikkerhedsstyrker sat ind i hele landet.

Både i Kabul og naboprovinsen Parwan blev der meldt om bombeeksplosioner tidligt lørdag, men ingen skulle være kommet til skade.

Valgstederne lukkede klokken 13.30 dansk tid, uden at Talibans militser fik stor succes med at sabotere valget, siger myndighederne. Omkring 12 millioner afghanere var stemmeberettiget.

- Den uafhængige valgkommission erklærer stemmeafgivningen for afsluttet. Dem, der venter i køerne ved valgstederne, kan stadig afgive deres stemme, sagde en repræsentant fra valgkommissionen ifølge nyhedsbureauet AFP.

/ritzau/dpa