Valgsejr kroner diktatorfamiliens store comeback i Filippinerne

Ferdinand "Bongbong" Marcos junior har fået omkring dobbelt så mange stemmer som sin nærmeste rival, tyder de første optællinger på. (Arkivfoto). Foto: Eloisa Lopez/Reuters

Ferdinand Marcos junior er blandt andet populær blandt de mange unge filippinere, der ikke husker hans fars benhårde styre i 1970'erne og 1980'erne.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det er 36 år siden, at Ferdinand Marcos blev væltet som præsident i Filippinerne.

Efter 21 år ved magten sendte en fredelig revolution manden, der blev beskrevet som en brutal diktator og kleptokrat, på flugt med sin familie til USA.

Men der gik kun få år, før Marcos'erne kom tilbage til landet. Ferdinand var død i Hawaii, så nu var det hans enke, Imelda, og deres børn, der førte familiens navn videre.

Trods fængselsdomme for korruption og skattesvig har de siden da kradset både politisk magt og ære tilbage bid for bid i jagten på et comeback.

Det må siges at være lykkedes.

Det kulminerede foreløbig med mandagens præsidentvalg, som efter alt at dømme blev til en sejr til 64-årige Ferdinand Marcos junior, eksdiktatorens søn.

Det er endda sket i overbevisende stil: De foreløbige optællinger viser, at han har fået mere end dobbelt så mange stemmer som sin nærmeste konkurrent.

Så efter 36 år er en Marcos tilbage på magtens tinde.

Præsidentsønnen, som de kælenavnsglade filippinere kender som "Bongbong", har haft en lang karriere i politik.

Efter at have gået på kostskole i England og læst på fine universiteter i Oxford og USA droppede han allerede som 23-årig studierne for at blive viceguvernør i provinsen Ilocos Norte, som Marcos-klanen stammer fra, i 1981.

Han har siden tjent som Ilocos Nortes guvernør ad to omgange og som medlem af både under- og overhuset i Manila.

Men trods det er hans politiske projekt et ubeskrevet blad.

Han førte valgkamp under slagordet "sammenhold" uden dog at sætte ord på, hvad det skal betyde.

Med tanke på mindet om hans fars regime, som var berygtet for at fængsle, torturere eller myrde kritikere, bliver det nok også svært for Marcos junior at favne bredt, mener professor Aries Arugay fra University of the Philippines.

- Splittelsen kommer til at være der uanset. Under en præsident Marcos vil det måske blive særligt slemt, siger Aries Arugay til nyhedsbureauet Reuters.

"Bongbongs" kandidatur har også affødt protester fra efterkommere af ofre for den ældre Marcos' styre, og modstandere har prøvet at få ham diskvalificeret for en tidligere dom i en skattesag.

Det er ikke lykkedes.

Det har heller ikke skadet Marcos' valgkamp, at han undgik debatter med sine modstandere og at nægte at tale med stort set alle traditionelle medier.

I stedet har han ført en effen kampagne online med velproducerede videoer på Facebook, YouTube og TikTok.

Halvdelen af vælgerskaren i Filippinerne er under 40 og husker ikke den ældre Marcos' benhårde styre og den store økonomiske krise, der ramte landet i starten af 1980'erne.

De er også blevet udsat for en lind strøm af misinformation på de sociale medier, der maler Marcos senior som en nationalhelt, hvis ry er blevet sværtet af modstandere.

Ritzau Grafik. Foto: WER/Free

I en kommentar til sejren lader den kommende præsident dog til at anerkende, at ikke alt var rosenrødt ved sin fars styre.

- Døm mig ikke på mine forfædre, men på mine handlinger, udtaler Ferdinand Marcos junior tirsdag ifølge Reuters.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu