Valgstedsmåling tyder på tæt løb i Iowa

Der er lagt op til dødt løb mellem de to republikanske kandidater Mitt Romney og Rick Santorum ved den første styrkeprøve i delstaten Iowa om at sikre sig retten til at udfordre præsident Barack Obama ved præsidentvalget til november.

Ifølge den første valgstedsmåling fra CNN delte Romney og Ron Paul føringen, mens Santorum lå på tredjepladsen. Den seneste måling fra CNN har sendt Ron Paul ned på tredjepladsen med 21 procent af stemmerne, mens de to andre hver får 25 procent.

Newt Gingrich står fortsat til at få 13 procent af stemmerne. Det endelige resultat ventes at blive offentliggjort inden for få timer.

Iowa er den første delstat, som skal udpege en republikansk udfordrer til præsident Barack Obama ved valget i november. Afstemningen kaldes et "caucus", som er vælgermødeafstemninger.

Det første regulære valg, kaldet primærvalg, finder sted i New Hampshire i det nordøstlige USA den 10. januar.

Ved den tilsvarende afstemning op til præsidentvalget i 2008 blev John McCain kun nummer fire i Iowa, men han endte med at blive udpeget til partiets kandidat som udfordrer til Barack Obama.

/ritzau/

Mitt Romney og Rick Santorum ligger nu side om side i Iowa. Ron Paul er på tredjepladsen, ifølge CNN.

Offentliggjort Sidst opdateret