Vandværk meldes ramt under større russisk luftangreb mod Kyiv

I sidste uge ramte et omfattende russisk luftangreb blandt andet i Kyiv. Natten til mandag har der igen været angreb. Foto: Gleb Garanich/Reuters

Rusland har natten til mandag sendt en ny stribe af luftangreb mod Ukraine, siger borgmesteren i Kyiv.

Offentliggjort Sidst opdateret

Et vandværk i den ukrainske hovedstad, Kyiv, er natten til mandag blevet beskadiget som følge af et større russisk luftangreb.

Det siger Kyivs borgmester, Vitalij Klytjko, tidligt mandag morgen på kommunikationstjenesten Telegram.

Lidt forinden meddelte det ukrainske militær, at ukrainsk luftforsvar havde været i gang med at nedskyde russiske missiler sendt mod Kyiv.

Beredskabsmyndighederne i Kyiv oplyser, at det har været i aktion flere steder i byen. Her er der meldinger om både materielle skader og om sårede personer, efter at nedskudte missiler er faldet ned over byen.

Vitalij Klytjko oplyser, at mindst to personer er blevet såret.

Der har samtidig lydt luftalarmer i hele Ukraine, mens nabolandet Polen og dets allierede har styrket deres tilstedeværelse i luftrummet.

På Telegram skriver det ukrainske luftvåben, at der har været afsendt adskillige ballistiske missiler med retning mod Kyiv.

Ifølge Kyivs militære administration er omkring ti krydsermissiler og ti ballistiske missiler blevet skudt ned i nattens løb.

Ifølge borgmester Vitalij Klytjko er det et fyrrum i et vandværk i Holosijivskyj-distriktet, der er blevet delvist ødelagt af de russiske angreb.

En indgang til en metrostation skal også være blevet ødelagt. Stationen benyttes både som tilflugtssted og som egentlig metrostation.

Blandt de distrikter, der er blevet ramt, er også Solomjanskyj-distriktet. Her ligger en stor togstation og Kyivs primære lufthavn.

Det seneste russiske luftangreb kommer, præcis en uge efter at Rusland sendte over 200 missiler og droner mod Ukraine. Her blev syv personer dræbt, og flere energianlæg landet over blev ramt.

Det blev af Ukraine omtalt som krigens "mest omfattende angreb".

Russiske styrker indledte invasionen i Ukraine den 24. februar 2022.

/ritzau/Reuters