Varmen er hård i Spanien og Frankrig med historisk høje temperaturer
Sådan kan man også klare sig igennem hedebølgen, hvis man opholder sig i Ronda i det sydlige Spanien. Foto: Jon Nazca/Reuters
Det er usædvanligt varmt i det sydvestlige Europa. Spanien er allerede i gang med årets anden hedebølge. I Frankrig er der skovbrande og en varmerekord på vej.
Ritzau RitzauFrank Jørgensen/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
Brandfolkene i Lozere i sveder.
Det gør alle indbyggere i regionen i det sydlige Frankrig nu, for som flere andre områder af Frankrig har også Lozere i disse dage meget varmt vejr.
For brandvæsnet er det ekstra slemt, for der er skovbrande. Omkring 70 kvadratkilometer skov er brændt.
Natten til onsdag kom brandene under kontrol, men der er udkommanderet omkring 100 brandfolk i området for at være klar, hvis brandene blusser op igen, skriver Reuters.
Risikoen er der, for det bliver tørt og varmere.
Annonce
Det statslige meteorologiske institut Meteo France siger, at en "alvorlig og tidlig" hedebølge er under opbygning.
Meteo definerer en hedebølge som en periode med unormalt høje temperaturer over flere dage.
En kvinde køler sig af i den franske hovedstad, Paris. Meteorologerne siger, at det bliver varmere endnu i de næste dage. Foto: Alain Jocard/Ritzau Scanpix
Måske passerer temperaturen fredag 40 graders varme i det sydvestlige Frankrig. Sker det, er det rekord.
Tv-kanalen La Chaine Meteo siger, at der aldrig tidligere er målt temperaturer over 40 grader så tidligt som den 17. juni i Frankrig.
Den højeste temperatur, der er målt i Frankrig, er ifølge Reuters 46 grader. Det var den 28. juni 2019 i landsbyen Verargues i det sydlige Frankrig.
I Frankrigs naboland Spanien har de også mere sved på panden end normalt på denne årstid.
Her har temperaturen flere steder været over 40 grader i de senere dage. Faktisk er Spanien i gang med sin anden hedebølge i år, skriver nyhedsbureauet AFP.
Den første hedebølge var i maj. Spanien havde sin varmeste maj måned i dette århundrede.
Og den anden hedebølge er så nu. Det er den varme, der presser sig op over Frankrig.
Det ventes, at varmen tager af efter weekenden i Spanien, mens den tager til i Frankrig.
Annonce
Men lige nu er det meget varmt i Spanien.
Onsdag var ni ud af Spaniens 17 regioner i det, der kaldes orange beredskab, sagde Spaniens meteorologiske institut Aemat.
Det er næsthøjeste beredskab.
Hedebølgen har siden i lørdags givet temperaturer på mellem 7 og 12 grader over det normale gennemsnit på dette tidspunkt af året, siger Ruben del Campo, talsmand for Aemat.
- Det er en meget usædvanlig situation. Disse temperaturer er ikke normale i midten af juni, siger han ifølge AFP.
Videnskabsfolk og klimaeksperter siger, at hedebølger er blevet mere sandsynlige på grund af klimaforandringer.
De globale temperaturer stiger gradvist, og det gør, at hedebølger kommer hyppigere. De bliver mere intense og vil vare i længere tid.
De spanske myndigheder opfordrer i disse dage borgerne til at drikke rigeligt med vand, holde igen med fysisk aktivitet og så ellers opholde sig på kølige steder.
Det er råd, man som menneske kan komme langt med. Men er man for eksempel en fugl, er situationen anderledes.
Reuters skriver, at den tidlige hedebølge er hård ved fuglene.
Annonce
I Spaniens hovedstad, Madrid, har et hold fugleelskere og ornitologer i disse dage travlt med at hjælpe fugle.
Unger falder ud af reder, der er bygget på bygninger, fordi de prøver at slippe væk fra den brandvarme rede.
Ifølge ornitologerne prøver de at komme væk for tidligt. De er ikke flyvefærdige, og så ligger de på jorden, dehydrerede og underernærede.
/ritzau/
Hedebølge i Spanien og Frankrig
* Spanien er i gang med sin anden hedebølge i år. Der er mere varme i vente.
* Lørdag kan temperaturen i hovedstaden, Madrid, nå op på 39-40 grader. I Zaragoza kan den blive 45 grader, i Cordoba 41 grader.
* Myndighederne råder borgerne til at drikke rigeligt med vand, opholde sig på kølige steder og holde igen med fysisk aktivitet.
* Varmen bevæger sig mod nord og ind over Frankrig, hvor der i de kommende dage ventes stadig stigende temperaturer.
* Det meteorologiske institut i Frankrig Meteo France venter, at temperaturerne mange steder i Frankrig ikke kommer under 20 grader om natten. I hovedstaden Paris kan der lørdag ventes 38 grader.
Seneste artikler
Slutter tre dage af med togbusser
Lokal lottospiller vinder 10 millioner
Lynnedslag i landejendom
Dropper kirkegård: Stigende interesse for at blive begravet i skoven
Kommende læger har valgt øerne til: - Basen her er ret god
Mest læste artikler
Hedebølgen er over Sydhavsøerne
Ulovligt hotel: Kommunen fandt 52 sengepladser i enfamiliehus
Gård til salg for svimlende millionbeløb
Medie: Ny rockerboss har lokale rødder
Lynnedslag i landejendom