Konflikten mellem Venezuelas venstreorienterede præsident, Hugo Chavez, og Colombias højreorienterede præsident, Alvaro Uribe, spidser til.
Sent torsdag afbrød Chavez de diplomatiske forbindelser med den colombianske regering.
Det skete, efter at regeringen i Bogota på ny anklagede Venezuela for at lade colombianske oprørere søge tilflugt og opholde sig i Venezuela.
Præsident Alvaro Uribe fremlagde oplysninger, som han mener beviser, at cirka 1500 colombianske oprørere opholder sig Venezuela.
Svaret kom omgående fra Hugo Chavez. Han betegner anklagerne som en åbenbar "aggressiv handling" og satte landets militære styrker langs grænsen til Colombia i alarmberedskab.
- Vi har intet andet valg end at afbryde vore forbindelser med Colombia, sagde Chavez, mens han var vært for et møde med den argentinske fodboldspiller Diego Maradona.
Colombias ambassadør i Caracas har fået ordre til at forlade landet inden for 72 timer, oplyste det venezuelanske udenrigsministerium.
Beslutningen øger spændingen mellem de to sydamerikanske lande, hvis forhold er præget af ideologisk uenighed, væbnede oprørere og narkokriminalitet.
Desuden anser Hugo Chavez den konservative Alvaro Uribe som en stikirendreng for USA, der på en gang er storimportør af venezuelansk olie og samtidig stærk kritiker af Chavez' venstreorienterede regering.
Den colombianske regering kalder Chavez' beslutning for en "historisk fejltagelse" og mener, at Chavez i stedet burde bryde kontakten med de væbnede colombianske oprørsgrupper, som opholder sig i Venezuela.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned