Venezuela stormer bandeledet fængsel og finder musikstudie
Venezuelanske sikkerhedsstyrker var til stede i stort antal, da kontrollen med et fængsel i Tocuyito blev tilbageerobret onsdag. Foto: Juan Carlos Hernandez/Ritzau Scanpix
Sikkerhedsstyrker i Venezuela tager kontrollen med et fængsel, der huser 2000 fanger og var styret af bande.
Venezuelanske sikkerhedsstyrker har onsdag taget kontrollen med et fængsel, der var styret af bander, og fundet et musikstudie, hvor de indsatte filmede musikvideoer og lagde dem på YouTube.
De indsatte i Tocuyito-fængslet lavede musik i genren reggaeton.
Det er det andet fængsel, der var styret af bander, som venezuelanske myndigheder har tilbagetoget kontrollen med på en måned.
For omkring en måned siden stormede politi og soldater Tocorón-fængslet, der kunne prale med restauranter, en pool, en natklub og en zoologisk have.
Tocorón var hovedkvarter for den magtfulde bande Tren de Aragua, hvis leder flygtede inden politiaktionen.
Onsdag stod Tocuyito-fængslet, der huser 2000 fanger, for skud.
- Dette er det fængselscenter med det største antal i Venezuela. Tocuyito er under fuld kontrol af offentlige styrker, siger indenrigs- og justitsminister Remigio Ceballos til en statslig tv-kanal, mens tv-billeder viser indsatte i håndjern.
- Vi fandt en imponerende mængde våben og ammunition, siger han også.
En af fængslets bandeledere var Nestor Richardi Sequara Campos, hvis sange har fået hundredtusindvis af visninger på YouTube.
Ifølge de venezuelanske fængselsmyndigheder var han idømt 20 års fængsel for mord og skulle have været løsladt i 2018, men "besluttede at blive bag tremmer, som var det et resort".
Carlos Nieto Palma, der er koordinator for en NGO, som arbejder med rettigheder i fængsler, siger, at "fanger i årevis har kontrolleret" landets fængsler.
De indsatte finansierer livsstilen i fængslet ved at "opkræve indsatte penge for vacciner, smugling af narkotika, afpresning og endeløse kriminelle aktiviteter", siger han.
- Forhåbentlig vil denne aktion hjælpe med at forbedre det venezuelanske fængselssystem, som er i kaos, siger han.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker