Venezuela: Vi venter stadig på svar fra Snowden
Venezuela har endnu ikke modtaget et formelt svar på sit tilbud om asyl til den afhoppede amerikanske efterretningsmand Edward Snowden.
Det oplyser Venezuelas udenrigsminister, Elias Jaua.
- Vi har ikke modtaget et formelt svar fra Snowden, siger han ved forberedelserne til et regionalt møde i Uruguays hovedstad, Montevideo.
Her vil sydamerikanske ledere på fredag diskutere informationer om, at USA har bedrevet omfattende spionage i regionen.
I sidste uge besluttede Venezuela sig for at tilbyde Edward Snowden asyl, og i tirsdags var der forlydender om, at Snowden havde accepteret tilbuddet.
Det blev dog senere afvist af sladrehanks-organisationen Wikileaks.
Edward Snowden opholder sig angiveligt fortsat i transitområdet i en international lufthavn i den russiske hovedstad, Moskva, hvor han har været siden 23. juni.
USA ønsker ham udleveret på grund af anklager om blandt andet spionage.
De dokumenter, Snowden har lækket til forskellige medier, afslører blandt andet, at amerikanerne har direkte adgang til centrale computerservere hos selskaber som Facebook og Google - og desuden aflytter centrale EU-kontorer og computernetværk.
Snowden forlod allerede USA i maj, hvor han i første omgang søgte i skjul i Hongkong. 22. juni blev Snowden sigtet for spionage, tyveri og "konvertering af statens ejendom" - og USA opfordrede myndighederne i Hongkong til at tilbageholde ham.
Dagen efter fløj Snowden til den russiske hovedstad, Moskva, hvor han har opholdt sig lige siden.
Ud over Venezuela har både Bolivia og Nicaragua tilbudt Edward Snowden asyl.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde