Venezuelanere demonstrerer mod præsident Maduros omstridte valgsejr

Den venezuelanske oppositionsleder Maria Corina Machado og oppositionens præsidentkandidat, Edmundo Gonzalez Urrutia, hilser på tilhængere under en demonstration foran FN's hovedkvarter i Venezuelas hovedstad, Caracas. Foto: Juan Barreto/Ritzau Scanpix

Efter at præsident Nicolas Maduro blev genvalgt, er tusindvis af venezuelanere gået på gaden for at demonstrere. Flere lande anerkender ikke valgresultatet.

Offentliggjort Sidst opdateret

Tusindvis af venezuelanere gik tirsdag på gaden i hovedstaden Caracas til en fredelig demonstration for at vise støtte til oppositionen.

12 mennesker døde, og mange flere blev såret dagen forinden i demonstrationer mod præsident Nicolas Maduros omstridte sejr ved søndagens præsidentvalg.

Avisen El Nacional skriver, at der blev skudt mod demonstranter, som mandag bevægede sig i retning af præsidentpaladset.

Valgstedsmålinger havde ellers peget på en jordskredssejr til oppositionskandidaten. Den 74-årige Edmundo Gonzalez Urrutia.

Oppositionen afviser myndighedernes påstand om, at Maduro vandt med 51 procent af stemmerne mod 44 procent til Edmundo Gonzalez Urrutia.

Demonstranterne viftede med det venezuelanske flag, da de gik på gaden. De råbte: "Maduro diktator" og "Edmundo præsident".

Gonzalez Urrutia og Maria Corina Machado, der er den øverste leder for oppositionen, insisterede på, at de havde fået stemmer til en overbevisende sejr ved valget.

"Frihed" og "Vi er ikke bange", råbte de fremmødte.

- Vi er nødt til at blive i gaderne. Vi kan ikke tillade, at de stjæler vores stemme så skamløst.

Sådan sagde Carley Patino, en 47-årig administrator, der var mødt op til demonstrationen.

Gonzalez Urrutia fortalte folkemængden, at sikkerhedsstyrkerne "ikke havde nogen grund til så meget forfølgelse".

Siden søndag er der kommet flere internationale opfordringer til Venezuelas valgråd. De mener, at de bør offentliggøre resultatet af valget for at bevise, at Maduro fik flest stemmer.

Valgrådet har tidligere gentagne gange vist sig at være partisk til fordel for Maduro og hans socialistiske parti. Valgrådet er landets øverste valgmyndighed.

Menneskerettighedsorganisationen Foro Penal beskriver situationen i landet som en "menneskerettighedskrise".

Oppositionsleder Maria Corina Machado taler til tilhængere, mens hun løfter hånden på oppositionens præsidentkandidat, Edmundo Gonzalez Urrutia. Foto: Yuri Cortez/Ritzau Scanpix

12 blev dræbt og flere blev såret. Mindst 177 blev arresteret under mandagens demonstration, siger Alfredo Romero. Han er leder af organisationen.

Myndighederne rapporterer om mere end 700 anholdelser.

Oppositionen vil blive holdt ansvarlig for "kriminel vold, de sårede, de døde og ødelæggelserne" i forbindelse med demonstrationerne, siger Maduro.

FN's menneskerettighedschef, Volker Turk, siger, at han er "ekstremt bekymret over de stigende spændinger i Venezuela med bekymrende rapporter om vold."

EU's udenrigschef, Josep Borrell, har meldt ud, at Venezuelas sikkerhedsstyrker skal garantere, at demonstranter kan samles fredeligt.

Demonstrationerne ventes at fortsætte i de kommende dage.

Både den brasilianske præsident, Luiz Inacio Lula da Silva, og den amerikanske præsident, Joe Biden, har opfordret valgrådet til at offentliggøre det præcise valgresultat.

Modstandere af Venezuelas præsident, Nicolas Maduro, deltager i en demonstration indkaldt af præsidentkandidat Edmundo Gonzalez Urrutia og oppositionsleder Maria Corina Machado. Foto: Juan Barreto/Ritzau Scanpix

Ligesom FN, EU og flere latinamerikanske lande har stillet spørgsmål ved stemmeoptællingen.

Tirsdag meddelte Organisationen af Amerikanske Stater, at den ikke kan anerkende de officielle valgresultater. Organisationen har 35 medlemslande i Nord- og Sydamerika,

61-årige Nicolas Maduro har været præsident for Venezuela siden 2013.

I den periode er landets bruttonationalprodukt faldet med 80 procent.

Flere end syv millioner er udvandret fra landet i hans regeringsperiode.

/ritzau/AFP

Hvad skete der med stemmeoptællingen?

* Landets valgmyndighed (CNE) meddelte lige efter midnat mandag, at præsident Nicolas Maduro havde vundet en tredje seksårig periode med 51 procent af stemmerne.

* Oppositionskandidaten Edmundo Gonzalez Urrutia havde ifølge valgmyndigheden fået 44 procent af stemmerne. Oppositionsleder Maria Corina Machado sagde, at Gonzalez Urrutia havde fået 70 procent af stemmerne, og at flere uafhængige valgstedsmålinger entydigt viste hans sejr.

* Gonzalez Urrutia opfordrede sine tilhængere til ikke at gå på gaden og til ikke at begå voldshandlinger.

* Analyseinstituttet Edison Research vurderede i en valgstedsmåling, at Gonzalez Urrutia ville få 65 procent af stemmerne, mens Maduro ville få 31 procent.

* Lokale målinger forudsagde, at 65 procent af stemmerne ville gå til Gonzalez Urrutia og lige under 14 procent til Maduro.

Kilde: Reuters.

/ritzau/

61-årige Nicolas Maduro har været præsident for Venezuela siden 2013. I den periode er landets bruttonationalprodukt faldet med 80 procent. Foto: Federico Parra/Ritzau Scanpix

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu