Venezuelas opposition opfordrer til global lørdagsprotest
Særligt USA og de omkringliggende lande i Sydamerika har kritiseret Maduro og kaldt hans sejr utroværdig. En række lande i Latinamerika heriblandt Panama har afbrudt deres diplomatiske forbindelser til Venezuela. (Arkivfoto). Foto: Matias Delacroix/Ritzau Scanpix
Efter omstridt og kritiseret præsidentvalg vil Venezuelas opposition have resten af verden til at demonstrere.
Venezuelas opposition opfordrer resten af verden til at demonstrere for at vise støtte til landet efter sidste måneds omstridte præsidentvalg.
Det siger oppositionslederen, Maria Corina Machado, i en video delt på sociale medier.
Det skal ske lørdag.
Landets opposition insisterer på, at dens kandidat, Edmundo Gonzalez Urrutia, vandt valget. Valgmyndigheden erklærede dog, at præsident Nicolas Maduro havde vundet med 51 procent af stemmerne.
Det har udløst stor modstand fra oppositionen og demonstrationer på tværs af landet. Også af flere andre lande, heriblandt USA og en række sydamerikanske lande, er Maduros erklærede sejr blevet vurderet som utroværdig.
- Denne lørdag, den 17. august, vil vi gå på gaden i Venezuela og i verden. Lad os råbe sammen, så resten af verden støtter vores sejr og anerkender sandheden og folkesuverænitetsprincippet, lyder det fra Corina Machado.
Også oppositionens præsidentkandidat har opfordret til, at folk lørdag samles i støtte til landet.
- Vi vandt. Venezuela vandt … Vi ses den 17., siger Edmundo Gonzalez Urrutia ifølge AFP.
Maria Corina Machado stillede ikke op til valget på trods af, at hun er den øverste leder af oppositionen. Hun var nemlig blevet udelukket af de venezuelanske myndigheder.
Både hende og Gonzalez Urrutia har den seneste uge opholdt sig i skjul.
Machado har udtalt, at hun frygter for sit liv, fordi flere medlemmer af oppositionen angiveligt er forsvundet uden nogen forklaring eller spor.
Maduro har tidligere opfordret til, at de begge bliver anholdt.
Landets øverste valgmyndighed, som anklages for at være loyal over for Maduro, har trods mange opfordringer ikke offentliggjort noget data, der dokumenterer præsidentens angivelige valgsejr.
Oppositionen har til gengæld delt en omfattende mængde data til at understøtte sin påstand om, at Gonzalez Urrutia var den egentlige vinder.
Ægtheden af disse data er blevet betvivlet af Maduro, men USA og flere sydamerikanske lande mener, det er legitim dokumentation.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet