Venezuelas præsident Maduro er taget i ed trods protester
Ved en ceremoni i Venezuelas Højesteret blev Nicolás Maduro torsdag taget i ed. Foto: Carlos Garcia Rawlins/Reuters
Carlos Garcia Rawlins/Reuters
Oppositionen i Venezuela kalder Nicolás Maduros anden præsidentperiode "illegitim". Han er dog taget i ed.
Venezuelas præsident, Nicolás Maduro, har torsdag taget hul på seks nye år ved magten i det økonomisk pressede sydamerikanske land.
Maduro er således formelt blevet taget i ed af Maikel Moreno, højesteretpræsidenten, ved en ceremoni torsdag
56-årige Maduro sikrede sig ved præsidentvalget i maj sidste år genvalg. Det skete med over tre gange så mange stemmer som nærmeste udfordrer.
Valgresultatet blev dog kritiseret fra flere sider. Både EU og USA har vurderet, at valget ikke levede op til de laveste internationale standarder.
Oppositionen i landet har kaldt Maduros anden præsidentperiode "illegitim".
Kort efter ceremonien kalder organisationen Sammenslutningen af Amerikanske Stater (OAS) også Maduros regering for illegitim. Det skriver nyhedsbureauet AFP.
USA og flere europæiske lande har på grund af udviklingen i Venezuela i løbet af de seneste to år indført en række sanktioner mod landet.
Både EU, USA og Venezuelas sydamerikanske naboer havde på forhånd fravalgt at deltage i torsdagens ceremoni i hovedstaden, Caracas.
I kølvandet på ceremonien lyder det også fra det sydamerikanske land Paraguay, at det indstiller alle diplomatiske forbindelser til Venezuela.
Venezuela sidder på verdens største oliereserver. Men landet befinder sig i en omfattende krise, der forværres dag for dag.
En galopperende inflation og mangel på mad og medicin er blandt de største udfordringer for indbyggerne. Landets økonomiske problemer begyndte for alvor, da olieprisen i 2014 faldt på verdensmarkedet.
Fra januar til juni sidste år flygtede 2,3 millioner venezuelanere ud af landet. Det svarer til cirka syv procent af befolkningen på 32,8 millioner.
Venezuela havde Hugo Chávez som præsident fra 1999 til hans død i 2013.
Han anvendte landets olieindtægter til sociale programmer.
Oppositionen mener dog, at mange af pengene gik tabt i et ineffektivt og udemokratiske system præget af korruption, stærke afhængighedsforhold og hyppig brug af vold, tvang og trusler.
Nicolás Maduro, der efterfulgte Chavez, beskyldes for at have forværret situationen med et stadigt mere autoritært styre og en kollapset økonomi.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde