Venner-skabere hylder afdød Matthew Perry
Matthew Perry, der blev kendt for sin rolle i tv-serien "Venner", blev lørdag fundet død i sit hjem.
Det er uvirkeligt, at skuespilleren Matthew Perry, bedst kendt som Chandler Bing fra tv-serien "Venner", er død.
Sådan lyder det fra skaberne bag den ikoniske tv-serie fra halvfemserne i en udtalelse søndag.
- Det eneste, vi kan sige, er, at vi føler os velsignede af at have haft ham i vores liv, lyder det fra Marta Kauffman, David Crane og Kevin Bright.
Perry blev lørdag fundet død i sit hjem i Los Angeles. Han blev 54 år.
I en udtalelse til People Magazine mindes hans efterladte også skuespilleren.
- Matthew bragte så meget glæde til verden, både som en skuespiller og som en ven. Vi er knuste over det tragiske tab af vores elskede søn og bror, lyder det.
Dødsårsagen er endnu ikke kendt.
Tv-netværket NBC, som sendte "Venner" fra 1994 til 2004, har udtalt, at man er "ekstremt kede af Matthew Perrys for tidlige bortgang".
- Han bragte så meget glæde til hundrede millioner af mennesker i hele verden med sin perfekte komiske timing og skæve humor, lyder det fra NBC.
Talsmand for brandvæsnet i Los Angeles Erik Scott har oplyst, at man lørdag rykkede ud til en adresse i nabolaget Pacific Palisades efter en anmeldelse om en mand, der blev fundet bevidstløs i et boblebad.
- En forbipasserende fik mandens hoved oven vande og bragte ham til kanten, hvorefter at brandmændene fjernede ham fra vandet, da de ankom, lyder det.
Han blev dog med det samme erklæret død.
Det er blot et år siden, at Perry udgav sine erindringer, "Friends, Lovers, and the Big Terrible Thing", hvor han fortalte om en årtier lang kamp med en afhængighed af receptpligtig medicin og alkohol.
På tidspunktet for udgivelsen sagde Perry, at han havde været ædru i 18 måneder.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned