Venstrebagland: Tag del i EU's fordeling af flygtninge
Modsat partitoppen ønsker 70 procent af venstrebaglandet, at Danmark skal tage del i fordeling af flygtninge.
En lang række Venstre-folk presser på for dansk deltagelse i en fælles europæisk fordeling af flygtninge, skriver Politiken tirsdag.
Det sker, to dage før statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) drager til Bruxelles for personligt at mødes med EU's ledere: EU-præsident Donald Tusk og kommissionsformand Jean-Claude Juncker.
Forud for mødet har den danske regering med henvisning til det danske retsforbehold på forhånd slået fast, at Danmark hverken skal eller ønsker at tage del i en fordeling af flygtninge mellem EU-landene.
Men i Venstre-baglandet er holdningen til det højaktuelle spørgsmål dog umiddelbart modsat regeringens.
I en rundspørge, som 207 af Venstres kredsformænd, byråds- og regionsmedlemmer har deltaget i, erklærer mere end 70 procent sig over for Politiken enige i, at "Danmark bør være en del af en ny fælleseuropæisk aftale, der fordeler flygtninge (mennesker på flugt fra krig eller personlig forfølgelse) mellem EU-lande i forhold til eksempelvis landenes størrelse".
Byrådsmedlem i Kolding Merete Due Paarup opfordrer V-toppen til at skifte kurs, og byrådsmedlem i Fredensborg Lars Egedal kalder Inger Støjbergs politik for "skinger" og efterlyser, at regeringen nu tager "de humanistiske briller på".
I rundspørgen er der ellers en overvældende baglandsstøtte til netop Inger Støjberg. Hendes kurs er hverken for blød eller for hård, men derimod tilpas, lyder svarene fra langt de fleste, skriver Politiken.
Venstres politiske ordfører, Jakob Ellemann-Jensen, mener, at regeringen er helt på linje med baglandet.
- Jeg ser det som udtryk for, at vi jo har behov for fælleseuropæiske løsninger, for der er jo ikke nogen lande, der kan stå på den her udfordring alene. Og der skal Danmark selvfølgelig bidrage på den måde, vi kan, siger han til Politiken.
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde