Verden er klar til juleaften med særlige traditioner fra land til land
Krig eller ej, juletræet skal tændes. Billedet er fra den 6. december i Ukraines hovedstad, Kyiv, da byens store juletræ blev tændt. Foto: Thomas Peter/Reuters
Jo, julemanden er med over det hele. Der er julegaver, sange og måske et træ. Men så begynder juletraditionerne også at se anderledes ud rundt om på kloden.
Ritzau RitzauFrank Jørgensen, Ritzau/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
Julen fejres efterhånden verden rundt. Også i lande, der egentlig ikke er kristne, men hvem siger nej til en god fest?
Som i Kina, der styres af et kommunistisk parti. Kun fem procent af kineserne er kristne, så der er ikke julehelligdage.
Men Kina fejrer julen kommercielt. Og for de unge er den blevet som Valentinsdagen, noterer netavisen China Highlights.
Det arabiske emirat Dubai har også taget julen til sig kommercielt. Det er et muslimsk emirat uden kristne helligdage.
Men der bor mange kristne i landet, og rundt om i Dubai er der julemarkeder og forskellige julearrangementer.
Annonce
Der er ikke snevejr, lige bortset fra den indendørs skiløjpe i et shoppingcenter.
I nogle kristne lande har der udviklet sig særlige traditioner, som ikke ses andre steder.
I Danmark er der for eksempel Tuborgs J-dag, der er den første fredag i november. Her kommer årets første juleøl fra Tuborg.
Og så er danskerne også kendt for mange og våde julefrokoster i tiden op til juleaften.
Man skal lede længe efter børn og barnlige sjæle, der som i Danmark stiller risengrød ud til en lokal nisse.
Det er også forskelligt fra land til land, hvornår julen fejres. Det kan være 24. eller 25. december eller i begyndelsen af januar.
Herunder kan du læse et udpluk af særlige traditioner, som The Independent, Time, Business Insider og flere andre medier har skrevet om fra forskellige dele af den kristne verden.
* Australien
Her har de særlige forhold, som mange nok misunder dem. Når det er jul, er det sommer "downunder". Mange fejrer julen på stranden og med grillfester i haven.
I den tyske hovedstad, Berlin, er en særlig tradition under udvikling. Den 14. december i år blev den 27. Berlins Jule Motorcykel Tour holdt. Den har til formål at skabe opmærksomhed om fattigdom i julen. Foto: Annegret Hilse/Reuters
* Belarus
Annonce
Her blander de hedenske traditioner sig med de kristne.
Et af de hedenske ritualer ses, når man besøger hinanden. Her skal den mandlige gæst træde ind først, ikke den kvindelige. På denne måde vil beboerne få et blomstrende nyt år.
* Tjekkiet
Hos os er flæskesteg og ænder på julebordet. Andre steder kalkun og skinke.
I Tjekkiet og Slovakiet spiser de fisk, nærmere bestemt karper.
Selv tjekker og slovakker, der ikke kan lide karper, kan finde på at købe en fisk til jul og lade den plaske lidt rundt i badekarret, inden den slippes ud i det fri.
Rusland fejrer først julen i begyndelsen af januar, men de er allerede godt i gang. Billedet er fra julemarkedet på Den Røde Plads i Moskva den 14. december. Foto: Natalia Kolesnikova/Ritzau Scanpix
En anden tradition er, at en kvinde i julen kan tage sin ene sko og kaste den mod en dør. Hvis snuden peger mod døren, når skoen er landet, bliver kvinden gift inden for et år.
* Grækenland
For grækerne er det ikke et juletræ, men en båd, der er symbol på julen.
Det statslige medie Greek News Agenda skriver, at juletræet kom til landet i 1833. Inden da pyntede grækerne en karavaki, en lille båd, for at ære Grækenlands historiske forbindelse til havet i højtiden.
Annonce
* Guatemala
Her begynder julen den 7. december med en traditionel afbrænding af djævlen.
Præcis klokken 18.00 denne dag brænder guatemalanere djævledukker af. Forskellige genstande, de vil skille sig af med, bliver også brændt, og så er landet ellers åndeligt renset og klar til julen.
Det her er finnen Kristian Maki-Jussila, der har klædt sig ud som julemanden. Eller han er måske julemanden? Her laver han et udspring ned i en iskold sø i Sundom i det vestlige Finland den 15. december. Foto: Olivier Morin/Ritzau Scanpix
* Portugal
Portugiserne husker deres afdøde kære i julen. Ved middagsbordet juleaften dækkes der op til dem.
* Irland
En ny tradition har holdt sit indtog i det irske, og den kan de måske få lidt svært ved at eksportere.
Den begyndte for omkring 40 år siden. Familier og venner samles på strande, og så tager de en hurtig dukkert i det kolde vand den 25. december.
* Polen
Polakkerne får "oplatek" til deres julemiddag. Det er en tynd skive brød. Det er en flere århundreder gammel tradition. Den praktiseres flere steder i Europa, men i Polen forbindes den med julen.
Annonce
Mange tænker fred, når de tænker jul, men det kniber som så ofte før med fred i det område, hvor Jesus blev født. Fredsduen flyver hen over Fødselskirken i Betlehem på den israelsk besatte Vestbred den 17. december. Foto: Mahmoud Illean/Ritzau Scanpix
Inden brødet spises, ønsker familien hinanden alt godt. Brødet symboliserer tilgivelse, venskab og kærlighed.
/ritzau/
Juletraditioner i Ukraine
* Fejringen af julen er nedtonet i Ukraine på grund af krigen mod Rusland. Men også Ukraine har sine særlige traditioner, der markeres trods russernes angreb.
* Huse pyntes med hvedeneg, som kaldes "didukh". De skal symbolisere familiernes forfædres ånder. Traditionen siger, at de afdødes ånder vender tilbage til deres familier i julen.
* Træer dekoreres med noget, der ligner spindelvæv og edderkopper. I Østeuropa er der fortællinger om juleedderkoppen, der kan være en mulig oprindelse til julepynt. Et folkesavn fortæller om en familie, der var så fattig, at den ikke kunne pynte træet. En edderkop pyntede træet med sit spind, der julemorgen blev forvandlet til guld og sølv.
* Ukraine holdt tidligere jul den 7. januar, som de gør i Rusland. I juli 2023 ændrede regeringen ved lov datoen for fejringen af jul til den 25. december. Ukrainerne vil "leve deres egne liv med deres egne traditioner og helligdage", hedder det i loven.
Kilder: Time, The Independent, AFP.
/ritzau/
Jul i London. Det vrimlede med julemænd på Oxford Street i den britiske hovedstad den 14. december, da der var et særligt optog for julemænd på rulleskøjter. Foto: Henry Nicholls/Ritzau Scanpix
I Australien er der ikke risiko for snedriver juleaften. Billedet er fra den 25. december 2023 på Bondi Beach i Sydney i Australien. (Arkivfoto). Foto: Rick Rycroft/Ritzau Scanpix
Seneste artikler
Tynd og ulykkelig: Zira har været væk i 25 dage
Sårbar kvinde mistede formue til lollandsk advokat
Slutter tre dage af med togbusser
Lokal lottospiller vinder 10 millioner
Lynnedslag i landejendom
Mest læste artikler
Hedebølgen er over Sydhavsøerne
Ulovligt hotel: Kommunen fandt 52 sengepladser i enfamiliehus
Lynnedslag i landejendom
Medie: Ny rockerboss har lokale rødder
Gård til salg for svimlende millionbeløb