Politiske ledere og stats- og regeringschefer fra hele verden deltager i begravelsen af Tjekkiets tidligere præsident og menneskeretsforkæmper Vaclav Havel.
Klædt i sort defilerer nationale og internationale stats- og regeringschefer og fremtrædende kulturpersonligheder forbi Vaclav Havels kiste i Sankt Vitus Katedralen i Prags centrum, hvor ceremonien finder sted.
Et andet sted i byens historiske centrum er store menneskemængder samlet. De bærer tøj i de tjekkiske farver - klar til at følge begravelsen af deres store helt på storskærm.
Vaclav Havel døde søndag - 75 år gammel.
Han stod i spidsen for modstanden mod det kommunistiske styre i årtier og tjente efter kommunismens fald som præsident i det tidligere Tjekkoslovakiet fra 1989 til 1992 og i Tjekkiet fra 1993 til 2003.
Titusinder af tjekker har vist Havel en sidste ære de seneste dage ved at gå forbi hans kiste, der har stået fremme i et slot i Prag.
I et brev udtrykker paven respekt for Vaclav Havel, som ifølge paven modigt forsvarede menneskerettighederne, dengang de systematisk blev brudt.
USA's udenrigsminister, Hillary Clinton, og hendes mand, tidligere præsident Bill Clinton, er blandt deltagerne ved begravelsen. Det samme er præsidenterne fra Tyskland og Frankrig og Storbritanniens premierminister, David Cameron.
Også Polens tidligere præsident Lech Walesa er til stede. Han var leder af opstanden mod kommunismen i Polen i begyndelsen af 1980'erne.
Fra Danmark deltager udenrigsminister Villy Søvndal.
Trods sine mange år som præsident, var Havel først og fremmest digter, tænker og moralist, og det var med den baggrund, han så det som sin opgave at bekæmpe kommunismen og kæmpe for demokratiet.
Vaclav Havel har modtaget en række priser og udmærkelser. I 1991 modtog han Sonningprisen i København.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned