Verden runder ti millioner coronasmittede
Syv måneder inde i den globale coronapandemi er der nu registreret flere end ti millioner smittede på verdensplan. (Arkivfoto). Foto: Callaghan O''hare/Reuters
Callaghan O''hare/Reuters
Der ser søndag ud til at blive sat to dystre milepæle under global pandemi, der har kostet knap 500.000 livet.
Antallet af personer, der er registreret testet positive for coronavirus, har søndag rundet ti millioner på verdensplan.
Det viser en opgørelse fra Johns Hopkins University.
Søndag ser også ud til at blive dagen, hvor der bliver sat en anden kedelig milepæl under den globale coronapandemi.
Således ventes det, at det globale dødstal vil runde en halv million. Søndag middag er der registreret 499.124 coronarelaterede dødsfald på verdensplan.
USA og Europa ligger stort set side om side i antallet af bekræftede coronatilfælde.
I USA alene er der registreret godt 2,5 millioner smittede, hvoraf 125.539 søndag middag dansk tid er bekræftet døde.
I de europæiske lande er der samlet registreret lidt flere end 2,6 millioner smittede, skriver nyhedsbureauet AFP, hvoraf 195,975 er bekræftet døde.
Mens mange europæiske lande de seneste uger har registreret faldende smittetal og dødsfald, forholder det sig dog ganske anderledes i USA.
Her er der de seneste dage registreret flere end 40.000 nye smittetilfælde dagligt.
Værst er situationen i delstater som Florida, Texas og Arizona, hvor smittespredningen synes at være ude af kontrol.
Ifølge CNN har kun to ud af USA's 50 stater den seneste uge registreret et fald i antallet af nye smittetilfælde.
Den hastige smittespredning betyder, at mindst 12 delstater har valgt at stoppe planer for genåbning af samfundet.
Det er dog ikke kun i USA, at coronavirusset ser ud til at være blusset op. Også Brasilien og Indien har de seneste dage registreret en markant stigning i antallet af nye smittetilfælde.
De to lande har i løbet af den seneste uge stået for mere end en tredjedel af alle nye registrerede smittetilfælde på verdensplan, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker