Verden skal bruge 29.000 nye fly i de næste 20 år

Den europæiske flyproducent Airbus regner med, at verden i de kommende 20 år skal bruge over 29.000 nye fly for at opfylde de krav, der følger med stadig mere flytrafik, ligesom aldrende fly skal skiftes ud.

Offentliggjort Sidst opdateret

Prognosen står i Airbus' rapport om de næste 20 år, eller frem til og med 2032.

Airbus skriver, at det først og fremmest skyldes øget efterspørgsel fra vækstøkonomier som Kina, Indien og Brasilien.

Videre skriver Airbus, der sammen med amerikanske Boeing er verdens største flyproducenter, at det overvejende bliver mindre passagerfly med én midtergang, som efterspørges.

- Der bliver stadig bedre adgang til flytrafik i alle dele af verden. Fremtidens rejser vil i stigende grad blive gjort med fly, specielt til og fra vækstlande, hedder det i Airbus' Globale Markedsprognose, som laves hvert år.

- Flytrafikken vil vokse med 4,7 procent hvert år, og det vil kræve 29.220 nye passager- og fragtfly, skriver Airbus.

Næsten alle de nye fly, vurderer Airbus, vil være passagerfly, nemlig 28.350.

I øjeblikket er de mest trafikerede ruter mellem Europa og Nordamerika, men holder Airbus-prognosen, vil ruterne i Stillehavsområdet i 2032 have mest flytrafik.

/ritzau/AFP