Verdens appetit på nye våben stiger fortsat år for år
For 12. år i træk er handlen med våben øget mellem verdens lande. Især Indien køber mange våben i udlandet.
Mængden af våben, som handles på tværs af alverdens landegrænser, er øget hvert år siden 2004 og fortsætter med at gøre det.
Det viser en ny rapport fra det svenske fredsforskningsinstitut Sipri, der hvert år kortlægger den globale våbenimport og -eksport.
I perioden 2011-15 var handlen med tunge våben og våbensystemer lande imellem 14 procent større end i perioden 2006-10.
Ifølge rapporten fra Sipri er det især lande i Asien og Oceanien, der har skruet op for importen af våben de seneste fem år.
Indien står alene for 14 procent af de samlede våbenkøb i perioden, mens lande som Kina, Australien, Pakistan, Vietnam og Sydkorea også alle er at finde i top-ti.
USA er fortsat verdens største eksportør af våben. Faktisk er en tredjedel af alle våben, som eksporteres, amerikanske.
Saudi-Arabien er det land, som USA sælger flest våben til, hvilket ofte bliver kritiseret af blandt andet menneskerettighedsgrupper.
Men det er helt andre hensyn end menneskerettigheder, USA ser på, når det sælger våben, slår en af rapportens forfattere fast.
- Jeg siger ikke, at USA ikke går op i menneskerettigheder, men eksporten afgøres af helt andre årsager. Hovedvægten lægges snarere på allianceopbygning, regional magtbalance og militært nærvær, siger Aude Fleurant, programdirektør ved Sipri, ifølge NTB.
Ruslands salg af våben er fortsat det næststørste i verden de seneste fem år. Men Sipri bemærker, at salget de seneste to år er gået en smule tilbage. Det er i denne periode, at Rusland har været underlagt internationale sanktioner, hvilket også gælder handel med våben.
Men Rusland sælger fortsat mange våben til især Kina, Vietnam og Indien.
Blandt de lande i verden, der har skruet mest op for indkøb af våben, er Mexico, der de seneste fem år har købt 331 procent flere våben end i den foregående periode.
Seneste artikler
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse på dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet