Verdens kardinaler drøfter sexmisbrug

Verdens kardinaler deltog fredag i et møde uden fortilfælde om pædofile præster. Samtidig opfordrede aktivister den katolske kirke til at holde inde med den form for "symbolsk gestus" og i stedet frigive mapper om overgreb.

Omkring 150 af den romersk katolske kirkes 203 kardinaler deltog i mødet i Vatikanet. Mødet, der var arrangeret af pave Benedikt XVI, åbnede også mulighed for at drøfte emner som religionsfrihed og muligheden for anglikaneres mulighed for at konvertere til katolicisme.

Mødet, der blev holdt bag lukkede døre, blev af Vatikanet omtalt som en dag med "bøn og eftertanke" angående de udfordringer, som kirken står over for. Drøftelser om den katolske kirkes reaktion på seksuelle misbrugssager er et væsentligt emne.

Sagerne om præsters misbrug og biskoppers dækken over dem har givet anledning til skarp kritik fra almindelige katolikker. De er utilfredse med, at Vatikanets håndtering af sagen har bragt kirkens autoriteter i defensiven.

- Jeg er træt af at tale om emnet. Det står mig langt op i halsen. Det er en rigtig mediestorm, siger den mexicanske kardinal Javier Lozano Barrigan til journalister i forbindelse med mødet.

Offentliggørelsen i Irland sidste år af de chokerende rapporter, som dokumenterede hundredvis af sager om præsters misbrug af børn og højtstående præsters systematiske dækmanøvrer, har kastet den katolske kirke ud i dens værste krise i årtier.

Siden er der dukket hundredvis af nye sager op i både Europa og USA.

- Hvis paven og kardinalerne vil gøre en forskel, så mødes de med politifolk, ikke med hinanden, siger det 40-årige misbrugsoffer Joelle Casteix, der er rejst fra USA til Rom for at demonstrere.

/ritzau/AFP

Kardinaler fra hele verden mødtes fredag i Vatikanet for at drøfte pædofile præster.

Offentliggjort Sidst opdateret