Verdens sidste dråbe blyholdig benzin er fyldt i tanken
Algeriet var det sidste land i verden, hvor det var muligt at tanke blyholdig benzin. Men nu er det miljøbelastende brændstof også udfaset her. (Arkivfoto) Foto: Anis Belghoul/Ritzau Scanpix
Anis Belghoul/Ritzau Scanpix
Benzin med bly er nu udfaset i hele verden. Algeriet var det sidste land, der tillod denne type brændstof.
Det er endegyldigt slut med blyholdig benzin i verden.
For miljøet er det en milepæl, der kan forhindre 1,2 millioner for tidlige dødsfald på verdensplan og spare økonomien over 15.000 milliarder kroner årligt.
Den melding kommer fra FN's Miljøprogram (Unep) mandag.
- Den vellykkede håndhævelse af forbuddet mod blyholdig benzin er en kæmpe milepæl for den globale sundhed og vores miljø, siger Inger Andersen, der er direktør for Unep.
Algeriet, som var det sidste land i verden til at tillade blyholdig benzin, brugte de sidste dråber i juli, siger Unep.
Det er næsten hundrede år siden, at læger for første gang advarede om en potentiel sundhedsfare ved at bruge benzin med et indhold af bly. Det var i 1924.
Siden har talrige undersøgelser vist, at den blyforurening, som denne type brændstof resulterede i, var skyld i for tidlig død, diverse helbredsproblemer og forurening af både luft og jord.
Alligevel var der for blot 20 år siden over 100 lande rundt om i verden, der brugte blyholdig benzin.
I Danmark forsvandt den blyholdige benzin fuldkommen fra tankstationerne i 1994.
Blandt de sidste lande, der udfasede brugen af benzin med bly, var - foruden Algeriet - Irak og Yemen.
Selv om denne særligt forurenende type benzin nu ikke længere bruges noget sted i verden, minder Unep om, at forurening fra fossile brændstoffer stadig er et alvorligt problem, der kræver akut handling for at undgå skræmmende konsekvenser for klimaet.
Transportsektoren tegner sig for næsten en fjerdedel af de drivhusgasser, der udledes ved brug af energi.
Det tal ventes at stige med en tredjedel frem til 2050, hvor der ifølge Unep ventes at være 1,2 milliarder flere biler på vejene, end der er i dag.
En del er nye elbiler. Men millioner vil være brugte benzinbiler af dårlig kvalitet, der sælges til lavindkomstlande.
- Det bidrager til opvarmning af planeten og luftforurening fra trafikken, skriver Unep i en pressemeddelelse.
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker