Verdens største diamantmineselskab er nu på EU's sanktionsliste
Det statsejede russiske diamantmineselskab Alrosa står for over 90 procent af Ruslands diamantproduktion. (Arkivfoto). Foto: Tatyana Makeyeva/Reuters
Det russiske mineselskab Alrosa er føjet til EU's sanktionsliste. Selskabet er ejet af den russiske stat.
Verdens største diamantmineselskab, russiske PJSC Alrosa, og dets topchef er onsdag kommet på EU's sanktionsliste.
Det skriver Det Europæiske Råd i en pressemeddelelse.
Selskabet er ejet af den russiske stat og står for over 90 procent af Ruslands diamantproduktion.
- Dette er en del af vores koordinerede indsats på G7-niveau for at fratage Rusland denne vigtige indtægtskilde, skriver EU's udenrigschef, Josep Borrell, på det sociale medie X.
G7 består af Frankrig, Tyskland, Italien, Japan, Storbritannien, USA og Canada, ligesom EU er repræsenteret i samarbejdet.
Alrosa anses af EU sammen med topchefen, Pavel Aleksejevitj Marinytjev, for at være med til at underminere og true Ukraines territorielle integritet og uafhængighed samt at være en stor bidrager til den russiske stats indtjening.
Sanktioneringen kommer, efter at EU i december blev enig om sin 12. sanktionspakke mod Rusland, hvor der blev nedlagt forbud mod diamantimport både direkte og indirekte fra Rusland.
Samtidig med EU's sanktionering indførte man lignende initiativer, hvad diamanter angår, i de G7-lande, der ikke er en del af EU.
Næsten 1950 individer, virksomheder og organisationer er på EU's sanktionsliste, som bestemmer, hvem der får indefrosset værdier i Europa.
Det er dermed forbudt for EU-borgere og selskaber at frigive midler til dem, der står på sanktionslisten.
For individer gælder der også rejseforbud, der forhindrer dem i at rejse ind i EU eller gennem EU-territorier.
Rusland er verdens største producent af uslebne diamanter. I 2021 havde det statsejede diamantmineselskab en omsætning på omkring 24 milliarder kroner.
Ud over at ramme Ruslands diamanteksport har den 12. sanktionspakke også til formål at lukke smuthuller i hidtidige sanktioner og forhindre, at Rusland kan omgå sanktionerne.
Blandt andet skal pakken sikre, at olieprisloftet, der tidligere er indført, bliver håndhævet.
Med prisloftet vil man hæmme Ruslands indtjening på olie til ikke-EU-lande.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned