Verdens våbensalg steg med næsten fem procent sidste år
På dette billede fra marts 2018 holder præsident Donald Trump en salgsoversigt over forsvarsvåben op sammen med Saudi-Arabiens kronprins, Mohammed bin Salman. Trump har planer om at sælge våben for 8,1 milliard dollar til Saudi-Arabien og andre arabiske allierede. Foto: Mandel Ngan/Ritzau Scanpix
Mandel Ngan/Ritzau Scanpix
Amerikanske våbenproducenter alene stod i 2018 for 59 procent af hele verdens våbenomsætning, viser rapport.
Verdens våbensalg steg med næsten fem procent i 2018 i forhold til året før. Det viser en ny rapport fra det svenske fredsforskningsinstitut Sipri offentliggjort mandag.
Omsætningen blandt de 100 største våbenproducenter nåede således sidste år 420 milliarder dollar - i høj grad takket være det amerikanske marked, konkluderer rapporten.
Amerikanske producenter alene tegnede sig for 59 procent af verdensmarkedet - eller en omsætning på 246 milliarder dollar. Det er en stigning på 7,2 procent i forhold til 2017.
- Dette er en markant stigning over et år taget det allerede høje niveau af amerikansk våbensalg i betragtning, siger Aude Fleurant, direktør for Sipris afdeling for våbensalg og militærudgifter.
Amerikanske våbenproducenter nyder blandt andet godt af præsident Donald Trumps beslutning om at modernisere USA's militær for at styrke sin position over for Kina og Rusland.
Rusland ligger nummer to på listen over de største våbenproducenter med 8,6 procent af markedet. Lige efter kommer Storbritannien, som står for 8,4 procent af verdens våbenproduktion, og dernæst Frankrig med 5,5 procent.
Undersøgelsen omfatter ikke Kina, da der ikke var tilstrækkelig data, men Sipri vurderer, at mellem tre og syv kinesiske virksomheder er i top 100 over de største våbenproducenter.
To store europæiske virksomheder, Airbus og MBDA, kan også mærke "efterspørgslen på grund af igangværende væbnede konflikter og alvorlige spændinger i flere regioner", siger Aude Fleurant.
Kina har hvert år siden 2013 brugt 1,9 procent af sit bruttonationalprodukt (bnp) på landets forsvar.
Det toprangerede russiske firma Almaz-Antey indtager en niende plads på listen med en omsætning på 9,6 milliarder dollar i 2018 - det er en stigning på 18 procent i forhold til året før.
- Denne stigning skyldes ikke kun indenlandsk efterspørgsel, men også en fortsat vækst i våbensalget til andre lande - især eksport af luftforsvarssystemet S-400, konkluderer rapporten.
En af køberne af dette system er Nato-medlemmet Tyrkiet, der indgik en aftale med russerne trods trusler fra USA om amerikanske sanktioner.
Seneste artikler
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker