Verdensbanken stopper udbetalinger til Niger efter kup
Efter militærkuppet i Niger stopper Verdensbanken udbetalinger til det offentlige i den afrikanske stat.
Verdensbanken sætter alle udbetalinger til den nigerske stat på pause efter sidste uges militærkup.
Sådan lyder det onsdag lokal tid fra den Washington D.C.-baserede institution.
Partnerskaber mellem Verdensbanken og den private sektor i Niger fortsætter dog.
Den demokratisk valgte præsident i Niger, Mohamed Bazoum, blev i sidste uge taget til fange på sit kontor.
Det var medlemmer af præsidentens egne sikkerhedsstyrker, som stod bag kuppet.
Efterfølgende har den vestafrikanske organisation Ecowas, der består af 15 medlemslande, indført økonomiske sanktioner mod landet.
Lederen af kuppet i Niger, general Abdourahamane Tiani, har kaldt sanktionerne for "kyniske og syndige".
Den selverklærede nye statsleder har udtalt, at kupmagerne ikke vil bukke under for presset om at genindsætte Mohamed Bazoum.
Onsdag udtalte en delegation fra Ecowas, at et militært indgreb i Niger som udgangspunkt skal undgås. Uden at udelukke det fuldstændigt.
- Den militære løsning er den allersidste mulighed på bordet. Den sidste udvej. Men vi må forberede os på muligheden, siger Abdel-Fatau Musah, Ecowas-kommissær for politiske anliggender, fred og sikkerhed.
Begivenhederne i Niger er det seneste i rækken af militærkup i Sahel-regionen og Vestafrika. Siden 2020 er der blevet begået kup i nabolandene Mali og Burkina Faso.
Ecowas har i Niger valgt sin hidtil hårdeste linje over for kupmagerne. Det har fået militærstyrede Mali og Burkina Faso til at sige, at enhver indgriben i Niger svarer til en krigserklæring mod dem.
Frankrig og Italien er i færd med at evakuere europæiske borgere fra Niger på grund af den fortsatte frygt for konflikt.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker