Verdensledere straffer Rusland: Stopper G8-forberedelser
Lederne af verdens førende industrinationer fordømmer Ruslands overtrædelse af Ukraines suverænitet, og de syv lande aflyser nu alle aktiviteter frem mod G8-topmødet i juni, hvor Rusland er vært.
Udmeldingen kommer i protest mod Ruslands fremfærd i Ukraine, hvor russiske styrker er rykket ind på den ukrainske Krim-halvø.
- Vi, lederne af Canada, Frankrig, Tyskland, Italien, Japan, Storbritannien og USA samt formanden for EU-Rådet og formanden for EU-Kommissionen slutter sig i dag sammen for at fordømme Den Russiske Føderations klare overtrædelse af Ukraines suverænitet og territoriale integritet, lyder det fra G7-landene i en fælles erklæring.
- Vi har indtil videre besluttet os for at suspendere vores deltagelse i aktiviteter i forbindelse med udarbejdelsen af det planlagte G8-topmøde i Sotji i juni, hedder det videre.
Både Frankrig, Storbritannien og USA havde allerede tidligere meldt ud, at de sætter forberedelserne til G8-topmødet i bero.
Frankrig ønsker at stoppe arbejdet frem mod Sotji-topmødet, indtil landets "russiske partnere er vendt tilbage til de principper, der er i overensstemmelse med samarbejdet i G7 og G8", lød det fra Frankrigs udenrigsminister, Laurent Fabius, søndag.
Den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, sagde desuden, at Rusland risikerer at miste sit medlemskab af G8 og blive isoleret.
Vesten står for tiden over for den største konfrontation med Rusland siden afslutningen på Den Kolde Krig, og faren for en militær konfrontation mellem Rusland og Ukraine på den autonome Krim-halvø blev søndag endnu større.
Dagen efter at de ukrainske styrker blev sat i alarmberedskab, indkaldte Ukraine alle militære reservestyrker til tjeneste, og landets sikkerhedschefer understregede, at det er af vital betydning, at alle styrker er kampklare så hurtigt som muligt.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker