Verdensledere vil rydde op i atomsnavs
En konge, en sheik, præsidenter, premierministre og udenrigsministre fra 53 lande har i den hollandske regeringsby Haag indledt et topmøde, der egentlig skulle handle om at mindske faren for udbredelsen af atomvåben ved at holde bedre tjek på alverdens atommateriale.
Den hollandske premierminister, Mark Rutte, siger i sin velkomst til mødet, at der trods betydelige fremskridt i forsøget på at sikre atommateriale fortsat er mere end 2000 ton radioaktivt materiale i en kvalitet, der kan bruges til at lave våben.
- Det handler om, hvordan kan vi sikre, at atommateriale ikke ender i hænderne på terrorister. Og om hvordan det bliver opbevaret sikkert, siger Rutte.
Men mødet, der er udløber af en flere år lang proces igangsat af den amerikanske præsident, Barack Obama, i 2008, står i skyggen af den aktuelle krise omkring Ukraine.
Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) medgiver i et skriftligt interview med Ritzau forud for topmødet, at den dårlige stemning og spændte situation mellem Rusland og resten af verden meget vel kan skade indsatsen mod udbredelsen af radioaktivt materiale.
- Situationen hænger desværre som et mørkt bagklæde for alle internationale tiltag på det sikkerhedspolitiske område. Men det er endnu for tidligt at vurdere omfanget af den negative afsmitning, vi nødvendigvis må opleve andre steder.
- Jeg vil fortsat stærkt opfordre Rusland til at være en konstruktiv partner, når det handler om ikke-spredning af atomvåben, siger Thorning.
Sluterklæringen for det to dage lange atomsikkerhedstopmøde er stort set skrevet på forhånd, så de hollandske værter har lagt vægt på, at mødet også bliver ramme for en række bilaterale møder og aftaler.
Den danske statsminister har planlagt møder med blandt andre den britiske premierminister, David Cameron, og med Georgiens premierminister, Irakli Garibasjvili.
Mandag samler mediernes opmærksomhed sig mest om aftenens korte særtopmøde i gruppen af verdens syv førende industrinationer, G7, som ved at holde møde uden Rusland ventes at markere, at G8 midlertidigt er suspenderet.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker