Verdensledere vil stoppe konflikt i Gaza og sende nødhjælp
Medlemmer fra den palæstinensiske del af Røde Halvmåne uddeler nødhjælp til indbyggere i Khan Younis i den sydlige del af Gazastriben. Foto: Palestine Red Crescent Society/Reuters
Mens Israel kæmper på flere fronter, er der gang i det diplomatiske arbejde for at forhindre konflikten med Hamas i at udvide sig til andre steder i regionen.
Ritzau RitzauEmil Gjerding Nielson/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
USA og Rusland er blandt flere store lande, der i øjeblikket arbejdet på at stoppe kampene mellem Israel og Hamas-bevægelsen, så nødhjælp kan blive leveret til palæstinenserne i den belejrede enklave.
Men frygten for at konflikten spreder sig til andre dele af regionen, der spiller en vigtig rolle for den globale energiforsyning, er også en væsentlig bekymring.
Den amerikanske præsident, Joe Biden, og den saudiarabiske kronprins og de facto leder, Mohammed bin Salman, blev tirsdag ifølge Det Hvide Hus "enige om at bevare stabiliteten på tværs af regionen og forhindre konflikten i at sprede sig".
Samtidig står det dog klart, at konflikten ikke kun udspiller sig i Gazastriben.
På Vestbredden, der har været besat af Israel siden 1967, kæmper Israel i stigende grad også med palæstinensere.
Annonce
Og nordpå er der kampe mellem Israel og Libanons Hizbollah-milits, som støttes af Iran og andre palæstinensiske grupper.
Fra anden side af bliver Israel ifølge landets militær beskudt med raketter fra Irans forbundsfælle Syrien.
FN's Sikkerhedsråd mødtes tirsdag om konflikten mellem Israel og Gaza. Foto: Unknown/Ritzau Scanpix
Det israelske militær oplyste onsdag, at man som modsvar har angrebet syrisk militærinfrastruktur med jagerfly og mortergranater.
Den mulige invasion af Gazastriben lader imidlertid vente på sig.
USA har bag kulisserne opfordret Israel til at vente med en invasion, før de resterende af de over 200 gidsler, som Hamas har taget, bliver befriet.
I FN har både USA og Rusland fremlagt forskellige planer for humanitær hjælp til palæstinenserne.
USA har opfordret til en pause i kampene, mens Rusland har opfordret til en "humanitær våbenhvile".
Førstnævnte anses som mindre markant end en våbenhvile, og uenigheden om en kollektiv opfordring til konfliktens parter fra FN's Sikkerhedsråd skaber frustrationer.
- Vi har med ærgrelse fulgt den manglende evne fra rådet til at vedtage en resolution eller et krav om en våbenhvile for at stoppe krigen, har Egyptens udenrigsminister, Sameh Shoukry, sagt til Sikkerhedsrådet.
Israelske soldater er blevet udstationeret til Øvre Galilæa i det nordlige Israel nær grænsen til Libanon. Foto: Jalaa Marey/Ritzau Scanpix
Lige som Rusland har arabiske lande opfordret til en "humanitær våbenhvile".
Annonce
FN's generalsekretær, António Guterres, har indtaget et mere markant standpunkt og også opfordret til en "humanitær våbenhvile".
I Gazastriben fortæller læger om patienter, der ankommer til hospitaler med symptomer på sygdomme forårsaget af overbefolkning og dårlig hygiejne.
Ifølge FN's agentur for koordinering af humanitær hjælp, OCHA, er over en tredjedel af hospitalerne i Gaza og næsten to tredjedele af lægeklinikker blevet lukket på grund af bygningsskader eller manglende brændstof til nødgeneratorer.
Det Hamas-kontrollerede sundhedsministerium i området har senest udtalt, at mindst 5791 palæstinensere, heriblandt 2360 børn, er blevet dræbt i israelske bombardementer siden 7. oktober.
Det har ikke været muligt at bekræfte udtalelserne.
Israel har oplyst, at 1400 mennesker, primært civile, blev dræbt i Hamas' angreb tidligere på måneden.
Hamas har indtil videre løsladt fire gidsler.
/ritzau/Reuters
Sådan vil EU løse konflikten i Gaza
* EU-landenes stats- og regeringsledere gav i sidste uge deres opbakning til en erklæring, der fastlægger EU's syn på konflikten og en mulig løsning.
* I erklæringen fordømmer EU-lederne Hamas' "brutale" "terrorangreb" på Israel. Samtidig fastslår erklæringen, at Israel har ret til at forsvare sig i overensstemmelse med humanitær og international lov.
* Erklæringen peger på, at en "varig og bæredygtig" fred skal baseres på en tostatsløsning.
* Tostatsløsningen skal aftales gennem en styrket fredsproces i Mellemøsten.
* EU-lederne har lagt op til samarbejde med de "legitime palæstinensiske myndigheder" samt regionale og internationale partnere, der kan "spille en positiv rolle i at forhindre yderligere eskalering".
Kilde: Fælles erklæring fra medlemmerne af Det Europæiske Råd 15. oktober 2023.
Seneste artikler
Se billederne: Endelig fik dronningen lov til at indvie sin bro
Kørte 157 km/t i 90-zone
Folketidende på plakaten i Tivoli
Hans snit er over 12, men for Nicolai er karaktererne ikke det vigtigste
Truende mand på station
Mest læste artikler
Hedebølgen er over Sydhavsøerne
Lynnedslag i landejendom
Lokal lottospiller vinder 10 millioner
Sårbar kvinde mistede formue til lollandsk advokat
Medie: Ny rockerboss har lokale rødder