Vestafrikanske lande sender soldater i krig i Mali
Den vestafrikanske samarbejdsorganisation Ecowas vil fra lørdag og de næste to dage sende soldater til Mali. De skal tage kampen op mod islamistiske oprørere med tilknytning til al-Qaeda.
Det oplyser Elfenbenskystens regering, der har formandskabet i Ecowas.
- Mandag senest vil soldaterne være der eller vil begyndte at ankomme. Vi er nødt til at generobre den nordlige del (af Mali), som er besat af jihadister, siger Elfenbenskystens integrationsminister, Ali Coulibaly.
Meddelelsen kommer samtidig med, at Frankrig har indledt en militær aktion i det nordlige Mali.
Det største land i Vestafrika, Nigeria, afviser at det allerede har soldater i Mali.
- Vi har ikke sendt noget som helst, siger en talsmand for det nigerianske militær til nyhedsbureauet AFP.
- Ingenting. Vi har svaret, at vi agter at sende soldater, siger han.
Frankrig har orienteret FN's Sikkerhedsråd om, at det har besvaret en anmodning fra Malis præsident om hjælp.
Samtidig anmoder Frankrig om, at FN fremskynder, at der kan sendes en international styrke til det afrikanske land.
Fredag bistod franske fly og helikoptere Malis soldater med indtage den oprørskontrollerede by Konna i det centrale Mali.
Frankrigs præsident, François Hollande, har bekræftet, at franske styrker støtter Malis offensiv i nord.
Men han har ikke afsløret, hvor massivt de franske styrker vil være til stede.
Hollande siger, at soldaterne skal blive i Mali så længe som nødvendigt.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned