Vestager åben for ny traktat til banktilsyn

Økonomiminister Margrethe Vestager (R) erklærer sig åben over for en svensk idé om at ændre traktatteksten for Den Europæiske Centralbank (ECB), så Danmark, Sverige og andre lande uden for euroen får tilstrækkelig indflydelse på et nyt fælleseuropæisk banktilsyn.

Offentliggjort Sidst opdateret

- Det vil jeg bestemt ikke udelukke. Der er bare det ved det, at traktatændringer er ikke noget, man trækker i en automat, og så har man sådan en i lommen efter et kvarter.

- Det er en lang proces, siger Vestager, efter at hun og hendes EU-kolleger tirsdag i Bruxelles igen har forsøgt at file knaster af forslaget til banktilsynet.

Vestager siger, at hun stadig er langt fra at kunne afgøre, om hun synes, Danmark skal med i det nye tilsyn. Og hun er også skeptisk over for, om det vil lykkes at enes om de juridiske rammer inden årsskiftet, sådan som EU-topmødet i oktober besluttede.

- Min jul bliver ikke ødelagt, fordi der ikke kommer en konklusion på Ecofin-mødet i december, siger Vestager.

Hun mener at kunne registrere fremdrift i forhandlingerne. Men hører altså langtfra de svar, som blandt andre Danmark og Sverige vil have på, hvordan de sikres indflydelse, hvis banktilsynet skal høre hjemme i ECB, hvor det ellers kun er de 17 eurolande, der er medlemmer.

Den svenske finansminister, Anders Borg, afviste tirsdag morgen et dansk kompromisforslag. Det skulle gå ud på, at ECB's styrelsesråd i praksis garanterer, at den ikke vil overtrumfe eller omstøde beslutninger truffet i banktilsynet.

- Nej, det er en uacceptabel løsning. Mine jurister siger, at traktaten er helt klar - at i ECB er styrelsesrådet højeste organ, og det betyder, at tilsynsmyndigheden er underordnet.

Borg siger, at man for ham at se enten må ændre traktaten, så ikke-eurolande får fuld magt i banktilsynet, selv om det er underlagt ECB, eller at man må rykke banktilsynet helt ud af ECB.

Ifølge det svenske nyhedsbureau TT fik den svenske ministers idé om en traktatændring dog en lunken modtagelse hos de fleste af de øvrige ministre.

/ritzau/