Det var en fåmælt Margrethe Vestager (R), der lørdag aften efter 10 timers møde i Bruxelles forsikrede pressen om, at hun og EU-kollegerne "arbejder på sagen med en alvor, der afspejler den krise, vi er i".
EU-landenes økonomi- og finansministre har hele dagen diskuteret, hvordan europæiske banker skal yde mere for at bidrage til at løse både den akutte og den mere langsigtede gældskrise i eurozonen.
Anonyme embedsmænd sagde tidligere på dagen, at der var enighed om, at der er brug for yderligere 108 milliarder euro (804 milliarder kroner) fra bankerne i form af et skærpet krav til omfanget af deres såkaldte kernekapital.
Der har forud for mødet været talt om, at kernekapitalen skulle udgøre ni procent af bankernes samlede aktiver.
Men ifølge den danske økonomiminister har der ikke været hverken konkrete beløb eller procentsatser på bordet i lørdagens forhandlinger, der skal levere et oplæg til søndagens topmøder.
- Det vigtigste, vi er nået frem til, er, at vi kan sige til vores statsministre og statsoverhoveder, at vi har faktisk nogle idéer om kapital og likviditet til bankerne, som de kan bygge ind i en større pakke.
- Det er ikke sikkert, de bliver helt færdige i morgen. Men så bliver de det i løbet af ugen. Og det er faktisk rigtig godt, siger Margrethe Vestager.
Ministeren vil ikke kommentere oplysninger fra andre landes diplomater om, at Spanien, Portugal og Italien har våndet sig og fortsat blokerer for enighed i kredsen af økonomi- og finansministre.
Men efter at mødet blandt ministrene fra samtlige 27 EU-lande blev afsluttet kort før klokken 19, har ministrene fra de 17 eurolande fortsat deres møde.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned