Vestager får enstemmig godkendelse efter EU-høring
Medlemmerne af økonomiudvalget har enstemmigt besluttet at godkende Vestager til jobbet som EU-kommissær.
Margrethe Vestager (R) har tilsyneladende leveret en præstation, der har tilfredsstillet alle politiske grupper ved høringen i EU-Parlamentets økonomiudvalg torsdag aften.
Mindre end to timer efter høringen lyder det, at den tidligere minister er godkendt til posten som kommende EU-konkurrencekommissær.
Parlamentet skal dog første stemme om den samlede kommission om tre uger, før Vestager officielt får det blå stempel.
- Tillykke! Økonomiudvalget godkender Vestager som konkurrencekommissær, skriver Sven Giebold, som sidder i økonomiudvalget for De Grønne, på Twitter.
Ifølge Ritzaus oplysninger er Vestager enstemmigt godkendt af koordinatorerne for de politiske grupper i udvalget.
Vestager er den første af de kandidater, som økonomiudvalget har ansvar for, der slipper lige igennem.
Udvalget har ikke umiddelbart kunne godkende hverken briten Jonathan Hill eller franskmanden Pierre Moscovici.
Den tidligere danske økonomi- og indenrigsminister fik mange roser med på vejen af parlamentarikere efter den tre timer lange session foran udvalget.
- Vestager leverede en flot høring, og hun fortjener fuld opbakning fra EU-Parlamentet, siger Jeppe Kofod (S).
Vestager sagde inden høringen, at hun var spændt og nervøs, men hun klarede sig tilsyneladende stille og roligt igennem de 45 spørgsmål tilsat humor hist og her.
Blandt andet svarede hun en parlamentariker, som bød hende velkommen til "chokoladens hjemland," at "hun nok selv skulle indlede en undersøgelse af den sag."
I sit første svar på et spørgsmål om åbenhed i forhandling af handelsaftaler, lød det kækt fra kommissærkandidaten:
- Vi skal have svesken på disken, sagde Vestager pludselig på dansk med tilføjelsen "sådan siger man på dansk".
Parlamentet skal 22. oktober, hvis tidsplanen ellers holder, stemme om godkendelse af kommissionsformand Jean-Claude Junckers samlede kommissærhold.
Seneste artikler
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Grønt initiativ åbner i dag
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker