Vestager: Græsk bankerot en dårlig løsning

- Det ville være en rigtig dårlig løsning, siger Margrethe Vestager, som onsdag deltager i EU-Parlamentets samling i Strasbourg.

- Det er meget let at sige, men det er anderledes vanskeligt at forestille sig, hvad konsekvenserne vil være for helt almindelige mennesker.

- Det vil indirekte påvirke os allesammen positivt, at Grækenland kommer videre, får vedtaget sine reformer og får styr på sin økonomi, siger ministeren.

Hun har tiltro til, at eurolandene på mandag finder frem til en aftale med de gældsplagede grækere og dermed udløser hjælpepakken på 130 milliarder euro.

Det lå ellers i luften, at aftalen skulle underskrives på et møde onsdag aften. Men blandt andet på grund af, at ikke alle græske partiledere har givet håndslag på, at de vil leve op til kravet om at gennemføre massive besparelser, er beslutningen udskudt.

- Den debat handler netop om, hvordan man sørger for, at der ikke kun er løfter nu, men at der også om to, tre og seks måneder er fokus på at få økonomien på rette spor, siger Margrethe Vestager.

Hun understreger, at hjælpepakken på 130 milliarder euro ikke alene kan redde Grækenland.

- Vi kan ikke redde Grækenland. Det kan Grækenland selv, og så kan vi hjælpe sideløbende, lyder det fra Margrethe Vestager.

Hun ærgrer sig samtidig over, at Grækenlands gældsproblemer lige nu snupper megen opmærksomhed, mens der er massive problemer med eksempelvis ungdomsarbejdsløshed over store dele af Europa.

/ritzau/

Mens flere stemmer i Europa ikke længere vil udelukke at lade Grækenland gå statsbankerot, afviser den danske økonomi- og indenrigsminister, Margrethe Vestager (R), den tanke.

Offentliggjort Sidst opdateret