Vestager: Nyt tilsyn kan stoppe fantasifulde banker

Selvom økonomiminister Margrethe Vestager (R) fortsat ikke vil afgøre, om Danmark skal være en del af et nyt fælleseuropæisk banktilsyn, taler hun godt om idéen på vej ind til et møde med sine 26 EU-kolleger i Bruxelles.

Offentliggjort Sidst opdateret

- Hvis man har et fælles tilsyn og gode, solide regler, så får man måske også en lidt mindre fantasifuld bankvirksomhed. Man får en stabilitet og forebygger, at det kan blive et problem, at vores finansielle sektor er sammenfiltret, siger Vestager.

Hun skal sammen med de 26 andre EU-ministre onsdag aften forsøge at nå til enighed om rammerne for banktilsynet, før de 27 stats- og regeringschefer torsdag mødes til årets sidste topmøde i Bruxelles.

Og ifølge økonomiministeren er onsdagens møde vigtigt af to årsager:

- Dels fordi grænseoverskridende banker kan have brug for grænseoverskridende tilsyn. Men også fordi vores statsoverhoveder har bedt os om at gøre arbejdet færdigt. Og så skylder man da sine ledere at holde tidsfristen - hvis man kan, siger Vestager.

Hun sagde selv i sidste uge, at det vil være "top pinligt", hvis man ikke får en aftale i hus før torsdagens topmøde.

Men der er stadig meget, de 27 lande er uenige om - og alle skal godkende tilsynet, selvom det kun er de 17 eurolande, der automatisk bliver omfattet af det.

For Danmark er det vigtigste, at der kommer en balance mellem rettigheder og pligter i tilsynet, der skal ligge under Den Europæiske Centralbank (ECB).

Her sidder kun de 17 eurolande, og den danske frygt er, at der ECB i yderste konsekvens kan gennemtrumfe en beslutning om en dansk bank uden om Danmark.

Af samme grund venter Danmark med at tage stilling, til man kender betingelserne for ikke-eurolandes deltagelse.

- Det her er kun slutningen af første halvleg. Nu skal vi vurdere, hvordan man som ikke-euroland vil være stillet. I næste runde skal vi tage stilling til, om Danmark vil være med, men det bliver altså ikke i dag, siger Vestager.

/ritzau/