Vestager og co. kan ikke enes om EU-banktilsyn
Det er ikke lykkedes økonomiminister Margrethe Vestager (R) og hendes 26 EU-kolleger at nå til enighed om et nyt fælleseuropæisk banktilsyn på deres møde tirsdag i Bruxelles.
I stedet skal de 27 ministre samles igen 12. december til et ekstraordinært møde for at forsøge at blive enige om en aftale, oplyser en kilde tæt på forhandlingerne.
Stridspunkterne var kendt på forhånd. Der er fortsat uenighed om arbejdsdelingen mellem det nye centrale tilsyn og de 27 nationale banktilsyn samt om omfanget og hastigheden i indførelsen af den nye myndighed
På vej ind til mødet tirsdag morgen havde Margrethe Vestager da heller ikke helt stor tiltro til, at dagen ville ende i en aftale.
- Jeg tror, at det kan lade sig gøre, men det er ikke en given ting, at vi når hjem med det, lød det fra Vestager.
Den svenske finansminister, Anders Borg, var endnu mere klar i spyttet. Han mindede om, at "der er langt til jul" og meldte sig klar til flere møder.
Danmark og Sverige står begge uden for euroen og kræver derfor, at ikke-eurolande får større indflydelse i tilsynet, end der har været lagt op til.
Tilsynet skal være en del af Den Europæiske Centralbank (ECB), hvor kun eurolandene er med. Frygten er, at det vil komme til at betyde, at eurolandene får større indflydelse end ikke-eurolande.
For at undgå det, har Danmark spillet ind med et kompromisforslag, der i praksis sikrer, at ECB's øverste ledelse ikke vil overtrumfe tilsynets beslutninger.
Den idé har svenske Anders Borg afvist. Han mener, at der formentlig skal en traktatændring til for at sikre ikke-eurolandene.
- Sverige har en meget tydelig position. Vi vil ikke acceptere en løsning, som indebærer, at vi får andenklasses medlemmer i tilsynsmyndigheden - alle skal behandles lige, og det krav er meget stærkt fra vores side, fastslog Borg forleden.
Banktilsynet er i første omgang tiltænkt de 17 eurolande, men alle 27 skal sige god for det.
Indtil videre har Storbritannien meldt klart fra, men briterne vil dog ikke spænde ben for tilsynet. De sidste ni medlemslande har hverken sagt ja eller nej.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned