Vestager: Vi får næppe finansskat i hele EU
Efter et halvt års sonderinger forventer den danske økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R), at hendes sidste møde som EU-formand fredag kan ende med at erklære den kontroversielle finansskat for død i EU-regi.
- Jeg tror, der vil tegne sig et billede af, at der ikke kan skabes enstemmighed for forslaget, siger Vestager på vej ind til mødet i Luxembourg.
Idéen om at indføre en fælles EU-skat på handel med værdipapirer og andre finansielle transaktioner - også kendt som FTT eller tobinskatten - har været en fransk mærkesag, som det danske formandskab har håndteret uden stor entusiasme.
Selv om der ikke er lagt op til, at mødet træffer en formel beslutning om skattens skæbne, kan konklusionen nu blive, at et antal lande går videre for at indføre skatten kun i en del af EU gennem en særlig procedure kaldet "forstærket samarbejde".
Storbritannien er kategorisk imod skatten.
Men efter at den tyske regering torsdag indgik en aftale med oppositionen om støtte til EU's finanspagt og den nye ESM-redningsfond, er forbundskansler Angela Merkel nu forpligtet til at sikre, at den bliver indført.
Margrethe Vestager forklarer sin modstand med, at Danmark i forvejen beskatter finansmarkedet med en lønsumsafgift i stedet for skat på selve handlen med værdipapirer.
Den danske mødeleder tør fredag morgen ikke sige, hvor konkret en konklusion der kommer på debatten i dag.
- Jeg tror, der vil være sådan en følen: Er der nogen, der er interesserede i at gå videre? Det er ikke sikkert, at landene har forberedt endegyldigt hjemmefra at give meget klare signaler.
- Men der kan være en politisk konklusion, der siger, at kommissionens forslag ikke kan blive til noget, fordi det kræver enstemmighed, siger Vestager.
Den særlige procedure for forstærket samarbejde kræver, at mindst ni lande bakker op.
Hvis de kan vise, at alle muligheder for at lovgive blandt alle 27 EU-medlemmer er udtømt, kan de bede kommissionen skrive et lovforslag, der kun skal gælde for en mindre gruppe.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde